Brevkasse: Mig og min familie
Benthe Ibsen besvarer spørgsmål inden 7 dage.
 
NB! Denne brevkasse service er primært forbeholdt unge fra Holbæk Kommune, så hvis du skriver til os, og ikke er bosiddende her, kan vi ikke garantere at du får svar på dit spørgsmål.
.
 
 
Går du og tumler med et dilemma?
Går du og bekymrer dig over et eller andet stort eller småt i forhold til dine forældre, søskende eller andet derhjemme og tænker, at du nok er den eneste der har det sådan, så bare skriv... Måske kan jeg hjælpe dig med at komme videre. :o)

Stil et spørgsmål i brevkassen
Overskrift:
Spørgsmål:

 
Benthe Ibsen
 
 
  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  
29.12.2012  
Psykolog
Hej benthe.
jeg er en pige på 17 år, der efter lang tids overvejelse er kommet frem til, at jeg vil til en psykolog. Begrundelsen for at jeg vil hos en psykolog vil jeg ikke omme ind på, men da jeg er under 18 er jeg meget i tvivl om hvordan og hvorledes man ordner sådan noget. Problemet er, at mine forældre ikke skal have noget af vide om psykologen eller om det jeg vil snakke med psykologen om, selvom jeg har et fint forhold til dem kan jeg ikke snakke med mine forældre om private problemer osv. Og sådan har det altid været. Jeg snakkede med min veninde der fortalte mig, at det bedste ville være at få en tid hos min læge så han kunne give mig en henvisning til en psykolog, hvor jeg så ville få omkring 4-5 gange gratis hos psykologen. Er det rigtigt?
jeg er ihvertfald i tvivl om hvordan jeg får fat i en psykolog, og hvordan jeg kan undgå at mine forældre skal vide noget, for har lægen/psykologen ret til at inddrage mine forældre ind i det når jeg er under 18?

lidt rodet og langt brev, håber det gav mening. :-)
 
02.01.2013
Sv: psykolog
Hej
Jeg tænker, at det er en rigtig god ide, at snakke med din læge og derigennem blive henvist til en psykolog. Det er helt rigtigt, at selvom du ikke er 18 endnu, så har både din læge og psykologen tavshedspligt, men for en sikkerheds skyld, så kan du jo lige nævne det for din læge, når du laver aftalen.
Alternativt kan du kontakte Holbæk Kommunes 'Åben rådgivning' på tlf. 72 36 36 38. Her vil de, hvis du kort ridser op, hvad det drejer sig om, også kunne fortælle dig om der er andre, nemmere måder at få aftaler med en psykolog i dit konkrete tilfælde.

Mange hilsner
:-) Benthe
 
20.12.2012  
Problemer.
Kære brevkasse
jeg er en muslimsk pige på 15-16 år, som har mange problemer i livet. Altså, mine forældre er meget religiøse og forventer derfor at jeg er en meget religiøs pige også,m men problemet er at jeg har en kæreste fra udlandet og det ved de selvfølgelig ikke noget om. Jeg er bange for fremtiden, især fordi jeg har tænkt mig at gifte mig med min kæreste. Det er ikke en stor joke for mig at have ham som kæreste og han har også de samme planer som mig. For et par år siden skete det at en muslimsk pige giftede sig med en ikke-muslimsk mand i danmark, og blev skudt af sin bror, som havde aftalt det med sine familie, også da jeg fortalte ham om hende og hendes historie, så sagde han at det samme ville ske for mig også, hvis jeg gik den samme vej. Jeg er bange, men på den anden side så, min far snakker og snakker, men hvad hvis det sker. Hvad skal jeg gøre? jeg kan ikke give slip på min kæreste, jeg elsker ham alt for meget.
 
21.12.2012
Sv: problemer.
Hej
Det er ikke altid nemt, at være ung og forelsket og slet ikke når man, som dig, kommer fra en familie med faste traditioner i forhold til familie og ægteskab.
Du er stadig ung og har livet foran dig, men jeg kan godt forstå, at du rigtig gerne vil holde fast i din kæreste og tænke på en fremtid sammen med ham.
Mht til din familie og familiens ære, så er jeg lidt på bar bund og ved egentlig ikke, hvad der vil være det bedste råd at give dig. Til gengæld ved jeg, at du kan kontakte organisationen Etnisk Ung enten på nettet
http://etniskung.dk/
Her kan du få råd via en brevkasse eller du kan kontakte dem på tlf. 70 27 76 66 eller som en 3. mulighed har du mulighed for at få arrangeret et møde, hvor du kan få noget rådgivning. Det hele kan også arrangeres anonymt, hvis du ikke har lyst til, at nogen skal vide, hvem du er.
Håber du finder en løsning
Mange hilsner
:-) Benthe
 
09.12.2012  
Mine forældre er skilt!
Hej jeg er en pige på 15 år der har et kæmpe problem... Mine forældre er skilt, og de vil ikke have noget med hinanden at gøre, de hader hinanden.. min mor vil gerne have at jeg skal bo hos hende fast, men min far vil ikke have det. Jeg vil helst bo sammen med min mor, men det ikke fordi jeg ikke kan lide min far, jg elsker min far, jeg kan bare ikke undvære min mor og det er pga. At jeg har boede alene med min mor i grækenland i 8 år, hvor min far var i danmark fordi han havde sit arbejde herovre. Hvad skal jeg gøre??
 
14.12.2012
Sv: mine forældre er skilt!
Hej
Jeg kan godt forstå, at det er svært at være dig lige midt i dine forældres skilsmisse og deres uenighed.
Når du er 15 år, så er du faktisk gammel nok til selv at bestemme, at du vil bo hos din mor, men det er selvfølgelig ikke nemt at skulle sige til din far. Jeg synes, det er rigtig dejligt, at du elsker begge dine forældre og håber jeg, at de begge to ved og sætter pris på. Nogle gange skal forældre bare have tingene' skåret ud i pap', så måske skal du sige det direkte til ham el evt. sætte dig ned og skrive et brev til ham, en dag hvor du har god tid.
Hvis du evt. har brug for at snakke/ chatte med en voksen om, hvordan du har det med skilsmissen og hvad du skal gøre, så kan du evt. prøve 'ungechatten' hos Børns Vilkår. Dem kan du finde på dette link:
http://www.bornetelefonen.dk/raadgivning/Basechat.aspx
Man kan kontakte chatten på hverdage ml 11-23, samt på lørdage ml 13-17.
Håber I finder en løsning, så dine forældre accepterer dit valg og at de forstår, at du bare vil have lov til at elske dem begge.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
21.11.2012  
....
Jeg er ved at være godt træt af mine forældre..

de diskutere konstant, over unødvendige ting...,
har flere gange prøvet at stoppe dem med de bliver bare ved!
kan heller ikke snakke ordenligt med min søster mere -.-'

jeg går bare sådan lidt for mig selv, det har jeg snart gjort i 1½ år....
jeg var ellers stoppet med at "gøre ting mod mig selv#, men måtte ud med smerten på en eller anden måde...

har tænkt lide på at jeg ville flytte hjemme fra nu, selvom jeg kun er 16!
hvordan får man sådan noget op at køre og hvordan skal jeg sige det til mine forældre?

vh hende der bare vil væk hjemmefra ....
 
03.12.2012
Sv: ....
Hej til dig, der bare vil væk hjemmefra
Jeg kan godt forstå, at det er rigtig irriterende, når dine forældre skændes eller diskuterer, men det kan du ikke rigtig gøre noget ved. Du kan fortælle dem, at du bliver ked / bekymret, fordi de gør det så ofte og så kan I måske få en god snak om det. Det er nemlig ikke sikkert, at de helt tænker over, at det påvirker dig og din søster og det er heller ikke sikkert, at det betyder noget alvorligt. Man kan sagtens diskutere og være uenige og alligevel være venner og holde af hinanden.
Men . . det lyder nu lidt som om, det ikke kun er dine forældres skænderier, som du går og tumler med, så jeg tænkte også, at det måske kunne være en ide at snakke lidt med nogen om, hvordan du har det. Jeg ved at Ungdomscentret har et hold for unge, der går og tumler med forskellige ting f.eks. konflikter / problemer derhjemme, i skolen, eller hvis man bare føler sig lidt udenfor og alene eller andre ting.
Holdet hedder 'Er du i klemme' og er startet i august og 'kører' helt til juni 2013, men der er ikke noget 'rigtigt' start og slut tidspunkt. Du kan sagtens melde dig til nu og du behøver ikke blive ved helt til juni, hvis det viser sig, at det slet ikke er noget for dig. Du kan se mere og evt. melde dig til på:
https://lystavlen.dk/?open=8321

Hvis det viser sig, at det ikke lige er dig, så er der garanteret nogle voksne, som du kan snakke med om, hvordan du kommer videre til noget andet, så jeg tænker, at det er et forsøg værd.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
20.11.2012  
Cutter..
Jeg har været cutter.. og er stadig lidt.. mig og min familie er ikke lige så gode venner. Er tit hjemme hos min veninder. Har ikke lyst til at være der hjemme for ret tit skældt ud. Drikker tit... Har et lorte liv... Har ikke særlig mange venner fordi der er rigtigt mange rygter om mig. Jeg ryger virkelig meget.. har det rigtigt dårligt med mig selv. Føler ikke jeg er noget har nogle meget dumme tanker nogle gange hvad skal jeg gøre? :-(
 
03.12.2012
Sv: cutter..
Hej til dig, der forhåbentlig snart er 'excutter'

Det lyder lidt som om, du er kommet ind i en 'ond cirkel', hvor du har det skidt, skændes med familien, har det skidt, ryger, drikker, cutter, bliver skældt ud, får det dårligere / bli'r i dårligere humør, skændes med familien, ryger, drikker, cutter osv.
Det er rigtig svært at bryde sådan en cirkel selv og når man er midt i den, så du og din familie skal have noget hjælp. I første omgang tænker jeg, at det måske kunne være en ide, hvis du gik ind på lmsnyt.dk (Landsforeningen for spiseforstyrelser og selvskadende adfærd). Her har de en chatrådgivning mandag til torsdag ml kl 16-20. Du kan evt. kopiere linket her, så kommer du direkte til chatten:

http://www.lmsnyt.dk/saadan-faar-du-hjaelp/raadgivning/chatraadgivning/

Derudover tænker jeg, at det måske var en ide, hvis du selv ell din mor / far henvendte jer til kommunen og få noget hjælp fra Familierådgivningen i Kbh.s Kommune. (Jeg ved ikke om du er fra København, men jeg kan se, at du har skrevet fra et sted i København)
Hvis du bor i København, så er der også en Ungdomsrådgivning, som du selv kan henvende dig til. Den kan du finde på:

http://www.ungeraadgivning.kk.dk/

Jeg håber, at jeg har hjulpet dig bare en lille smule med at komme videre, så du kan få et liv uden mange skænderier, druk og cutting, men derimod et liv, hvor du kan trives og være glad for at være dig . .lige præcis dig, for det fortjener du.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
12.11.2012  
Kusiner...
Hej benthe.
- ved ikke om det hører til her, kunne ikke rigtig finde et andet sted at putte mit spørgsmål ind under.

der er sket noget forfærdeligt i mit liv - ved ikke om du har hørt om den far der slog sine to døtre ihjel ved at sætte ild til bilen. I tyskland. Jeg er så uheldig at de to piger var mine kusiner, det tog rigtig rigtig hårdt på mig! kunne ikke koncentrere mig i skolen, spiste ikke noget og sov heller ikke. Det er nu over et år siden det er sket, men er stadig rigtig ked af det over det. Ville høre om du havde nogle gode råd til f.Eks. At komme videre, eller bare lade vær med at tænke på det så meget?
knus fra mig.
 
13.11.2012
Sv: kusiner...
Hej
- og tak for dit brev.
Det er godt du skriver, selvom der er gået over et år siden, det skete.
Man kan sagtens være ked af det længe længe efter og det bliver jo aldrig rart at tænke på. Det du selv kan gøre (måske sammen med andre, der kendte dine kusiner) det er at tænke på alle de rare ting I har lavet sammen, alle jeres gode oplevelser. måske bliver du ind i mellem ked af, at I aldrig kommer til at lave noget sjovt sammen og det er helt ok og ganske naturligt, at blive ked af, men du kan ikke gøre noget ved det.
Hvis du stadig tænker så meget over det, at du har svært ved at koncentrere dig, sove rigtigt osv. så synes jeg måske nok, at du / din mor ell far skal kontakte en psykolog, så du kan få nogle samtaler. Måske kan du også få nogle snakke med sundhedsplejersken på din skole ell via hende få kontakt til en af kommunens psykologer. Eller hvis du bor her i Holbæk, så kunne du evt. ringe til Ungdomsrådgivningen og få en snak. De har tlf.nr 72 36 37 38
Mange hilsner
:-) Benthe
 
06.11.2012  
Snart psykisk :s
Hej benthe.
jeg er en dreng der er meget aktiv om morgenen og rigtig stille om aftenen..
jeg smiler hver dag, er altid glad, tilgiver (næsten) altid, ser alt på en positiv måde, men når jeg så tager masken af, så har jeg og har haft rigtig mange problemer.. men det er ikke bare nogle normale problemer jeg har haft, det er alt fra at en parfume til et hjerte der er blevet stjålet fra mig...
og problemet er så bare at jeg hver nat, hver aften eller bare når det er mørkt, som reelt altid sidder alene på værelset, eller kigger på stjerner og tænker.. tænker på livet, og alle de problemer jeg har været igennem, men det fylder alt for meget.! jeg kan snart ikke mere.. havde jeg ikke haft sådan en god opdragelse havde jeg helt sikkert "være i en anden verden".. (død) men jeg kan ikke.! jeg tænker på alle de mennesker der ville have sorg.. og alle de mennesker der virkelig elsker mig.. men jeg bliver snart træt af det.! kan ikke tage det mere s: jeg bliver skør i hovedet af at tænke så meget på noget der allerede er sket... Ikke nok med det! jeg tænker også på andres problemer.! folk jeg holder af, folk jeg elsker, selv folk jeg ikke engang kender..
hvad skal jeg gør? jeg vil jo helst ikke går tilbage til min fortid? der hvor hver gang jeg tænkte på det, gik hen og ødelæggede eller slog en eller andet tilfældig.. jeg vil også helst undgår at tage til psykolog da det kan virke mistænkeligt... (jeg vil helst ikke have at nogle skal vide det her..)
kan du svar mig på hvad jeg skal gør`?
tak.!
 
13.11.2012
Sv: snart psykisk :s
Hej
Det lyder bestemt som om, at du ikke har det specielt godt for tiden, men godt at du gerne vil have hjælp.
Som du selv skriver så er det ikke så godt, at gå rundt med 'maske på' og slet ikke, når du bliver overvældet af negative tanker om aftenen og natten.
Det lyder som om, du har haft det sådan før og har fået noget hjælp til at tackle det, men måske tager jeg fejl.
Jeg tænker i hvert fald, at du har brug for hjælp, brug for at snakke med nogen om, hvordan du har det. Du skriver at det kan virke mistænkeligt, at tage til psykolog, men det er faktisk lige præcis det jeg vil råde dig til alligevel.
Der er forskellige måder, man kan få kontakt til en psykolog, men det mest almindelige er nok via skolen. Du kan evt. snakke med sundhedsplejersken på din skole ell med en af dine lærere om, hvordan man helt præcist gør i din kommune eller du kan kontakte socialforvaltningen og få fat i en sagsbehandler.
Måske kunne du også snakke med jeres SSP medarbejder og få noget hjælp til at få kontakt med en sagsbehandler ell en af kommunens psykologer.
Du skriver, at du ikke vil have at andre skal vide det og det behøver de heller ikke. Psykologer og andre voksne, der har samtaler med børn / unge / voksne har det man kalder tavshedspligt og du behøver jo ikke selv sige til nogen, at du skal snakke med en psykolog. Men jeg tænker nu ikke at du behøver være flov over det. Faktisk er det både rigtig modigt og rigtig klogt af dig, at bede om hjælp til at få styr på alle dine tanker. Det er en god ting at kunne bede om hjælp også selvom man ikke helt præcis ved, hvad man skal have hjælp til.
Jeg håber i hvert fald, at du beslutter dig til at tale med en voksen om alle dine tanker.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
03.11.2012  
Irriterende mor
Hej
min mor er lære på den skole jeg går på og overvåger mig hele tiden fordi jeg ikke kan tie stille i timerne og jeg har snakke med en såkaldt akt lærer (adfærd kontakt og trivsel) og han har vist mig at det er min mor der er problemet men hun vil ikke lytte og jeg har snakket med akt læren om skole flyt og alle andre end min mor synes at der er en god ide
hvad skal jeg gøre
 
08.11.2012
Sv: irriterende mor
Hej
Tak for dit brev :-)
Det er ikke altid nemt, når ens mor (ell. far) arbejder på ens skole, hverken for den voksne eller for barnet.
Jeg tænker, at der måske er flere ting, du / I kan gøre.
Dels så tænker jeg, at du selv kan beslutte, at nu vil du virkelig prøve på at ændre på din opførsel i timerne. Det kan godt være svært lige fra den ene dag til den anden, fordi du selv skal gøre noget andet end du plejer og fordi alle de andre (også lærerne) også skal opdage og vænne sig til, at du nu ikke snakker, pjatter og forstyrrer . . i hvert fald ikke så meget som du plejer. Måske kan I sammen lave nogle aftaler om, hvordan de kan hjælpe dig og måske også hvordan dine kammerater kan hjælpe dig. for nogle hjælper det at få en anden plads i klassen eller lave nogle aftaler om, at du gerne må gå ud af klassen ind i mellem, når du kan mærke, at du næsten ikke kan sidde stille og koncentrere dig mere. For nogle hjælper det, at bevæge sig lidt (løbe op og ned af trapperne, løbe rundt om skolen eller noget andet, der ikke forstyrrer andre). Sådanne aftaler forudsætter selvfølgelig, at du hele tiden husker på formålet . . nemlig at du skal blive bedre til at følge med og ikke forstyrre i timerne. Det kan godt være rigtig svært at lave om på, hvordan man plejer at være og du skal virkelig være besluttet på at gøre dit bedste også selvom det er svært. Måske kan I lave en aftale om, at du og lærerne hver dag fortæller, hvordan I synes det er gået. F.eks på en scale fra 1-5 ell du kan få 1-2 -3 smileyer eller noget i den retning. Det er så ikke sikkert, at du får mange smileyer lige med det samme, men det skulle gerne blive sådan, at du får flere og flere, fordi du bliver bedre til at følge med i timerne.
Derudover så tænker jeg, at du måske sammen med AKT læreren skal lave en aftale med din mor, om at hun IKKE må blande sig, men skal overlade det til dine lærere og dig at løse problemet. Måske kan I aftale, at hun én gang om ugen / én gang om måneden får at vide, hvordan det er gået.
Det sværeste er selvfølgelig, når I er på skolen samtidig. Så er det, at I begge to skal prøve på at huske, at du er en af eleverne og hun er en af lærerne og udenfor skolen er I mor og barn. Det er rigtig rigtig svært for jer begge to og I er nødt til at hjælpe hinanden.
Det var et langt svar og hvis du tænker, at noget af det kan bruges, så ville det måske være en god ide, at vise det til din mor eller din AKT lærer, så du ikke selv behøver forklare det hele.
Held og lykke :-)
Mange hilsner
Benthe
 
10.10.2012  
Slår sin kæreste
Hej. Her forleden dag havde jeg en diskution med min kæreste, og da hun vender sig om for at gå fra mig, sparker jeg hende, sådan helt ude af den blå luft. Jeg var rigtig flov over det, og ved ikke hvorfor jeg gjorde det.

men hvordan kan jeg lære at kontrollere min vrede? jeg er godt nok vokset op i en familie hvor der er lidt meget vold.. og det er rigtig svært for mig at slappe af og tage det roligt når noget irriterer mig eller pisser mig af.

kort sagt: kan du fortælle mig hvad jeg kunne gøre, når noget pisser mig af, for at tage det roligt, i stedet for at begynde at slår og sparke mine nærmeste.
 
30.10.2012
Sv: slår sin kæreste
Hej
Hvor det er godt, at du skriver og beder om hjælp, for det allervigtigste er faktisk, at du selv gerne vil gøre noget andet. :-)
Jeg tror, at de allerfleste mennesker kender fornemmelsen af at blive så ophidset, at man har lyst til at slå, sparke ell. noget helt tredie. De fleste af os når bare lige at tænke os om en ekstra gang, så vi ikke ender der, hvor du endte i diskussionen med din kæreste. Det bedste er selvfølgelig, hvis man stille og roligt og alligevel meget tydeligt kan få sagt til den anden, hvor vred, ked, såret osv man nu er, men det kan godt være svært. Nogle klarer det så ved f.eks. at skælde ud, råbe af den anden ell. evt. slå ell. sparke til en eller anden ting i stedet.
Jeg ved godt, at det lyder nemt hvis jeg bare siger, at du skal tælle til 10, men det er faktisk det du skal øve dig på. Du behøver selvfølgelig ikke tælle, men du skal øve dig på at mærke, hvornår du er LIGE VED at eksplodere og så kan du evt. lige gå lidt væk og 'køle af' inden du tager diskussionen op igen. Det er faktisk okay f.eks. at sige til den anden . . nu bli'r jeg dæleme så rasende, at jeg bli'r nødt til at gå lidt væk, for ikke at komme til at gøre noget dumt . . Du behøver ikke bruge de samme ord, men min pointe er, at du lige skal opdage advarselslamperne, inden at kommer helt op 'i det røde felt', hvor du så uden at tænke over det, kommer til at slå ell sparke.
Det kan være rigtig svært at lære og man kan faktisk godt få hjælp til det. Jeg ved ikke, hvor gammel du er, men det er i hvert fald en mulighed evt. at få en henvisning til psykolog, hvor du så kan få nogle samtaler. En sådan henvisning kan du få ved at kontakte din læge og fortælle, hvad du vil have hjælp til.
Det allervigtigste har du allerede gjort . . nemlig at beslutte dig for at ville ændre på det. :-)
Mange hilsner
:-) Benthe
 
05.09.2012  
Ond papfar...
Hej!
nogle gange bliver min mor og papfar u-venner :( når de gør det så slår han hende...
engang ringede jeg til politiet jeg er 12 år nu. Han har osse smidt os ud og da vi så fik en legjelighed kom han hver aften indtil vi flyttede tilbage, jeg skal snart konfirmeres men er meget bange for hvor og hvordan vi gør det... Jeg kan heller ikke lide ham, min mor er bange for ham da han for 3 år siden bl.A. Tog hende ud i seen og kvalte hende, jeg var hos min veninde... Nu er jeg bange for at efterlade min mor alene med ham så jeg har næsten ikke noget social liv. Kumunen sagde engang at de ville fjerne mig hvis min mor ikke forladte ham og så prøvede hun men med samme result. Som sidst... Min mor er den eneste jeg har da min far er død, hvis jeg bliver fjernedt fra hende så tror jeg at jeg begår selvmor.
undskyld hvis brevet er for langt... :(
m.V.H. Anonym... :)
 
11.10.2012
Sv: ond papfar...
Hej Anonym...:)
Hvor er det bare godt, at du skriver og be'r om hjælp.
Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at 'gå ud' og lade din mor være alene med din papfar, men jeg tænker, at du bliver nødt til at få noget hjælp.
Du vil rigtig gerne passe på din mor, men det er jo faktisk din mor (og andre voksne), der skal passe på dig. Lige nu . . og sådan har det måske været længe. . lyder det som om, der ikke er nogen, der passer rigtig godt på dig. Din mor vil sikkert gerne, men det lyder som om, at hun skal have nogen til at hjælpe sig, så hun bliver bedre til at passe på dig.
Du skal snart konfirmeres, så jeg kan regne ud, at du er teenager. Der sker rigtig meget med ens udvikling, når man er teenager, der sker meget i skolen med vennerne osv. og alt det skal du have love til at koncentrere dig om.
Derfor tænker jeg, at du skal have en voksen til at hjælpe dig. Måske sundhedsplejersken på din skole, måske en af dine lærere, måske din skoleleder, måske en SSP'er . . du skal i hvert fald finde en voksen og fortælle det samme som du har fortalt mig og så skal den voksne hjælpe dig med at kontakte Familiecentret her i kommunen. Så vil en sagsbehandler sikkert snakke med dig og din mor, for at finde ud af, hvordan de kan hjælpe jer.
Måske vil man igen snakke om, at det bedste for dig, måske ville være at bo et andet sted end hjemme, indtil din mor får lidt mere overskud til at passe på både dig og sig selv. Lige nu lyder det som om, hun også har brug for, at nogen hjælper hende, så din papfar ikke slår hende ell er 'ond' ved hende, men det er også en sagbehandler, der kan hjælpe din mor.
Så du skal have nogen til at hjælpe dig med at få kontakt til en sagsbehandler og hvis ikke du kender en voksen, du vil betro dig til, så kan du faktisk godt selv kontakte Familiecentret. det kan du bl.a. gøre ved at ringe til det vi kalder Åben Rådgivning på tlf.: 72 36 79 22
eller du kan ringe til
Ungdomsrådgivningen på tlf.: 72 36 37 38 og bede dem om at hjælpe dig.
Begge steder ved de godt, at det kan være svært at ringe og bede om hjælp, så du behøver ikke tænke på, om du nu siger det rigtige ell sådan noget. De er der for at hjælpe.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
07.09.2012  
Min familie..
Hej pia.
jeg er en pige på 12 snart 13.
jeg har et problem i min familie der gør at jeg tit går og er ked af det. Mit problem er.. at min lillesøster har et rigtigt stort temprermang!! og hvis hun fx. Ikke kommer hjem til tiden fra fx. En kamerat, så bliver mine forældre rigtige sure, fordi de har prøvet både at ringe og skrive til hende. Nå, men så når hun endelig kommer hjem bliver mine forældre jo rigtige sure (forståligt nok), men så flipper hun ud hvis min mor eller far så siger.. ''når det er bare arveligt at du kommer så sent hjem, så kan du jo bare ikke komme med til fx. Gynmastik i dag. Også er det der hvor jeg sidder i klæmme, for så råber og skriger min lillesøster af min mor og far og grædder, men alligevel får hun sin vilje til sidst og kommer med. Men jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre for alle råber og skriger jo af hinanden, så jeg prøver bare og holder mig væk!! hjælp mig!! hvad skal jeg gøre for at måske kunne forhindre det, eller er der overhovdet noget jeg kan gøre ud over og gå væl og blive ked af det??

hilsen den anonyme.
 
11.10.2012
Sv: min familie..
Sv: Min familie..
Hej 'anonyme'
- og undskyld at jeg har været så længe om at svare dig. ;-(
Det er bestemt ikke nemt at være dig og befinde dig midt i de andres skænderier.
Som du skriver, så har det jo egentlig ikke noget med dig at gøre, men din lillesøster og alligevel så er du nødt til at høre på, når hun og dine forældre skændes.
Det er slet ikke rart, at måtte høre på, når ens nærmeste, som jo er dem man holder allermest af, råber og skriger af hinanden, bliver kede af det osv.
Du spørger om du kan gøre noget for at forhindre det og det ved jeg sørme ikke.
Jeg tænker ikke, at du kan (eller skal) forhindre, at de bliver uenige. Det gør de, fordi din lillesøster ikke overholder de aftaler, der er hjemme hos jer og du har jo ikke ansvaret for, hvad din lillesøster gør ell ikke gør og du har bestemt heller ikke ansvaret for, at din lillesøster har et stort temperament.
Du skriver, at du har lagt mærke til, at selvom dine forældre siger, at hun så f.eks. ikke kan komme til gymnastik, så kommer hun alligevel afsted, når hun råber, skriger, græder og det gætter jeg på, at du synes er rigtig irriterende. Først en masse ballade, som det er rigtig ubehageligt for dig at høre på og så glider det hele bare ud indtil det sker igen næste gang og næste gang og . . .
Jeg tænker, at du måske kan gøre to ting. . Det ene er at fortælle dine forældre, at du bliver rigtig ked af det, når de er midt i skænderriet, som du er nødt til at høre på.
Det andet er, at fortælle dem, at det også er rigtig irriterende, at de siger en ting (nemlig at din søster ikke kommer til gymnastik) og så sker der alligevel ikke noget. Hvorfor siger de det så??
Jeg ved godt, at det nogle gange kan være svært, at få fortalt det, man egentlig mener, så hvis det kan være en hjælp, så kan du måske vise dem mit svar her på lystavlen og så kan I snakke om det på den mådeog måske kan I få snakket lidt mere om, hvordan det er at være dig. Måske er der flere ting, du gerne vil fortælle din far og mor (men det er jo kun noget jeg gætter på :-)), men måske er det nemmere, når I lige har fået taget hul på snakken.
Jeg X'er i hvert fald fingre for, at I får en god snak.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
04.09.2012  
Familie
Hej
jeg er pleje barn. Min mor og far er skilt. Min mor og min ene søster1 gider ikke havde noget at gør med min far og min anden søster2. De gider ikke snakke sammen og min søster1 og min mor snakker tit grimt om min far og min søster2 og jeg kan ikke holde ud at de ikke snakker så grimt om dem. Hvad skal jeg gør?? hilsen den forvirret pige.
 
27.09.2012
Sv: familie
Hej
Puha . . det er bestemt ikke nemt, at være dig. :-/
Der er desværre nok ikke meget du kan gøre ved det, andet end at give dig selv lov til at holde af dem alle sammen, selv om det ikke er nemt. Det er rigtig grimt at være i klemme, sådan som du er.
Jeg tænker, at hvis du kan, så skal du sige til dem, at du ikke vil ha' at de rakker hinanden ned, når du hører på det. Fortæl, dem hver især, at du bliver ked af det, fordi du faktisk holder af dem allesammen og det vil du gerne have lov til at blive ved med.
Jeg synes, det er rigtig sejt af dig, at du ikke bare lytter efter den ene part, men at du gerne vil dem allesammen. 'Thumbs up' for det. :)
Mange hilsner
:-) Benthe
 
30.08.2012  
Epilepsi
Hej.. jeg har en far der har epilepsi, og det har jeg det dårligt med fordi det er rigtig pinligt når han får et anfald. Det er kun sket en gang men hver gang vi skal ud tænker jeg hele tiden på om han nu får det. Jeg ved det er normalt og at det ikke sker så tit, men tænker stadig rigtig meget på det!:(
 
27.09.2012
Sv: epilepsi
Hej
Tja . . jeg ved ikke helt, hvad jeg skal råde dig til, for det er jo noget, som du / I bliver nødt til at med i jeres familie. I forhold til dine kammerater eller andre du kender, så tænker jeg, at det bedste du kan gøre, det er at fortælle dem om epilepsi og på den måde gøre det mindre mystisk.
Selvom det måske kan føles lidt pinlligt for dig, når din far får et anfald, så tænker jeg alligevel, at det vel er værst for din far. Det er jo ham, der får anfaldet og får det rigtigt dårligt, så han har måske allermest brug for at vide, at jer der er omkring ham, vil hjælpe ham, hvis han får brug for det.
Jeg har prøvet at surfe lidt på nettet for at se om jeg kunne finde en chat ell lign. for pårørende til mennesker med epilepsi, men jeg har ikke kunnet finde noget.
Hvis jeg en dag støder på et sted, så skal jeg nok skrive det her i brevkassen.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
21.08.2012  
Magtesløshed
Fuck jeg havde en grim oplevelse igår :(, mig og min kæreste have 16 måneders dag, og jeg var cyklet ned for at se hende ride, og derefter sove hos hende, men jeg tog fejl!
på vej hjem i bilen gik hendes far amok over at jeg altid spiser med, og at jeg altid er hos dem, min kæreste forklarede så at det var der jo en grund til, for pga hendes heste kunne vi ikke være hos mig.. kort efter det kommer vi hjem til hende, og mig og min kæreste går forelsket i hinanden indenfor, og er intetandene over det der kommer til at ske...
pludselig kommer hendes mor løbende ind og går amok på min kæreste hun råber og skriger og siger vi ikke kan få noget mad da vi ikke havde lavet det...
det bliver min kæreste self sur over, og hun løber ind og brokker sig, og lidt efter kommer hendes far ind og ber mig om at skride, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for på den ene side har jeg en kæreste som er græde færdig, men på den anden side så står hendes far og ville have mig ud, og det kan ikke gå stærkt nok, jeg er self ked af det, for for alt i verden ville jeg ikke se min kæreste ked af det og slet ikke på den her måde, men jeg kører hjem, i fuldt mørke på en cykel uden lys, og det drejer sig ikke om få kilometer nej 10!..
da jeg kommer hjem ringer min kæreste og siger hvordan det går, og det får jeg noget foruroligende af vide som hun aldrig har sagt til mig før, hendes far har slået hende! da hun var mindre, og havde troede hende med at hvis jeg ikke kørte ville han gøre det igen.. nu sidder jeg her helt magtesløst, ved ikke hvornår jeg kan se min kæreste igen, og med hendes far som er sådan et... Ja jeg ved ikke hvad jeg ville kalde ham... Hjælp!
 
27.08.2012
Sv: magtesløshed
Hej
og tak for dit brev
Det lyder, som er rigtig ubehagelig oplevelse og jeg kan godt forstå, at du blev lidt rystet.
Det er selvfølgelig ikke ok, at din kærestes forældre reagerer så voldsomt og bestemt ikke ok, at hendes far truer med at slå hende. Hvis han gør alvor af det på et andet tidspunkt, så tænker jeg, at hun / I evt. kan tage en snak med en af jeres lærere ell evt. sundhedsplejersken på jeres skole, så I kan få hjælp fra nogle andre voksne.
Derudover tænker jeg, at det lyder lidt som en konflikt, der har været undervejs i et stykke tid. Jeg har jo ikke så mange detaljer, men jeg gætter på, at din kærestes forældre nok synes, at hun (måske jer begge to) hjælper for lidt til derhjemme. Det lyder som om hendes forældre er lidt trætte af at servicere. Måske er det noget de i familien har diskuteret mange gange og så var det lige dråben, der fik bægeret til at flyde over, som man siger.
Du skal spise med igen . . ok, men havde I husket lige at spørge om du måtte spise med? Forældre kan faktisk godt lide, at man ikke bare altid tager for givet, at de selvfølgelig vil lave mad, rydde af og vaske op efter en mere.
Som sagt, så kender jeg jo ikke detaljerne, men måske kunne I tage en snak med hendes forældre og lave nogle ataler om, at du og din kæreste en gang i mellem lavede mad / ryddede op bagefter / vaskede op eller noget helt syvende. Tænker at det vil være en god ide, hvis I var lidt mere aktivt med. Hvis det er noget din kæreste og endes forældre tit diskuterer, så kan det være en god ide, hvis din kæreste også til hverdag gav en hånd med nogle af de opgaver, der jo er i enhver familie.
Som sagt, så er det jo kun noget jeg gætter på, fordi jeg jo slet ikke ved, hvordan det er i hverken hendes eller din familie, men det er en problematik, som jeg møder mange steder, at de voksne i en familie ofte synes, at børnene egentlig behandler forældrene som en slags tjenestefolk, der bare skal sørge for, at alt er i orden og det er de allerfleste forældre faktisk rigtig kede af. Det er ikke nogen rar følelse, at ens indsats ikke bliver værdsat.
Prøv at tage en snak med din kærestes forældre og få lavet nogle aftaler, som alle parter kan leve op til.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
17.07.2012  
Min kæreste og faren til vores
Hej, min historie er ret lang, og håber man kan følge med til vejs ende for jeg har virkelig brug for et råd. Jeg fortæller i store træk så godt jeg kan. Jeg har altid haft et godt forhold til mine forældre, men ved inderst inde godt at hvis mine søskende og jeg ikke gjorde hvad de synes blev de fornærmet. Da min kæreste og jeg havde været sammen i 6 måneder blev jeg gravid, og det var planlagt. Fik nok mine forældre til at blive i troen om at det var et uheld fordi jeg ikke gad at høre på dem. Jeg vidste godt det var tidligt. Vi havde ikke været sammen længe eller oplevet noget sammen. Mine forældre fik at vide at det var planlagt og at vi glædede os. De tog det ikke særlig pænt. Vi blev uvenner og min søster forsvarede mig og min mor blev god igen. Min mor havde været nervøs fordi min kæreste og jeg havde nogle problemer og var nervøs for hvad babyen sku igennem. Vi kom videre i livet og alt var "glemt" det havde min kæreste ikke. 15 måneder efter vores dreng kom til verden fik vi en datter der ikke var planlagt. De var glade og mine forældre elsker deres børnebørn overalt på jorden. For et år siden gik min søster fra hendes kæreste og her var et barn involveret. Hun flyttede hjem til os og kort efter fandt hun sammen med min kærestes bror. Hun ville ikke fortælle det til nogle for hun ville lige se forholdet an først, og selvom mine forældre spurgte sagde hun nej. Jeg sagde til hende at en løgn bliver til flere og hun burde være ærlig. Kun min kæreste og jeg vidste det. Da min søster fik nok af løgne, skrev hun et brev til mine forældre hvad der foregik. De blev så gale. For det første var de blevet løget for og de troede det var mig og min kæreste der havde ført dem sammen. Det skal lige siges at det var det ikke. Den eneste rolle jeg og kæresten havde var ikke at sige det til nogen. Der skete et kæmpe drama. De startede med at sige nej til min søns fødselsdag så jeg følte det gik ud over ham. Men det var fordi de ikke ville se os. Mine forældre reagerede voldsomt overfor os alle 4. De skar simpelthen hånden af os og vi sku aflevere de ting som var deres og nøglen til deres hus. Men de ville gerne låne børnebørnene til julehygge. Men vi sagde hvis de ville se vores børn var vi med i pakken. Jeg indkaldte til familie møde med mine forældre for at fortælle min version og at jeg synes det var nemt for dem at skære hånden af os. Derefter deltog de i fødselsdag men det var meget underligt og akavet. I bund og grund har min kæreste ikke glemt disse dramaer og vil sådan set ikke ha noget med mine forældre at gøre. Hans holdning er at vi burde være ærlige og sige hvad vi har på hjertet. At de ikke skal dømme os, bestemme hvem vi skal være sammen med, men støtte os og forstå vi er voksne med egne familier. Min kæreste har været så tæt på at fra mig efter snart 5 år pga mine forældre. Så nu skal jeg ha en snak med mine forældre og fortælle de ødelægger mit forhold med deres drama og at de må tage sig sammen. De er voksne mennesker og burde kommunikere med deres børn. Men hvordan skal jeg tage den snak med mine forældre - hvad skal jeg sige uden at skabe mere ballade? hvordan får jeg min kæreste til at give dem en chance? jeg vil jo for alt i verden gøre alt for min egen familie for den har jeg været med til at skabe og mine børn kommer i første række. Men vil også gerne have mine forældre i mit liv sammen med os...
 
23.08.2012
Sv: min kæreste og faren til v
Hej
- og undskyld at jeg har været lidt længe om at svare. ;-/
Det er bestemt ikke nemt, at være dig og jeg synes, det er flot og helt helt rigtigt, at du vil tage (endnu) en snak med dine forældre.
Hvis det kan lade sig gøre, tænker jeg, at du skal holde dig til konflikten mellem din egen lille (nye) famile og dine forældre og så lade konflikten i mellem din søster og jeres forældre ligge. Den må de selv tage sig af, men du skal selvfølgelig holde fast i, at du vil se din søster.
Tænker at du allerde har gjort et godt stykke arbejde. Du har signaleret til alle, at du gerne vil ses. Dine kæreste vil ikke, men det er så hans valg. Du kan ikke gøre meget andet end at fortælle ham, at det er du ked af og så håbe, at han kan / vil 'sluge en kamel' af hensyn til dig, men i sidste ende er det hans valg.
Det vil selvfølgelig være det bedste, hvis I alle kan få lavet nogle aftaler om, at I holder 'våbenhvile', når I er samlet, så det bliver lidt hyggeligt og det vil da helt klart være det rart, hvis også dine børn kunne være sammen med deres bedsteforældre.
Jeg tænker dog også, at du skal passe på dig selv, når du forsøger at løse konflikten. Måske lykkes det ikke for dig, at få alle forsonet, men så må du gøre det klart for alle, at du vil have lov til at se dem allesammen også selvom de indbyrdes er uenige / uvenner. Selvom der er en konflikt i mellem din mor / far og din kæreste, så må de give dig lov til at holde af dem alle alligevel. Det samme i ft din søster . .din far og mor bliver nødt til at acceptere, at du selvfølgelig holder af din søster og gerne vil se hende.
Det er ikke nemt at være dig, men flot kæmpet. Held og lykke med det.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
21.08.2012  
Min far
Hej min far bliver sur og tæsker mig når han ikke får sin smøger hvad skal jeg gøre
 
23.08.2012
Sv: min far
Hej
Hvor er det godt, at du skriver, for det er IKKE ok at slå sine børn, hverken når man mangler sine smøger eller andre gange. Det er ALDRIG ok, at voksne slår på børn. Jeg kan godt regne ud, at det nok ikke hjælper, at du bare siger det til ham, så jeg tænker, at du skal have hjælp fra nogle andre voksne.
Jeg ved ikke, hvor gammel du er, men jeg tænker at det kunne være en god ide, at fortælle det til din klasselærer ell en anden voksen på skolen, som du har tillid til. Han eller hun vil så kunne hjælpe dig med at få kontakt til en sagsbehandler i kommunen, som så vil kunne hjælpe både dig og din far, så det forhåbentlig ikke sker igen.
Hvis du har mod på det, kan du også selv tage kontakt til Famililecentret, hvor sagsbehandlerne sidder og selv fortælle, hvad du gerne vil have hjælp til. Familiecentret kan man ringe til på tlf. 72 36 79 22 eller du kan sende en mail til: familiecentret@holb.dk
Mange hilsner
:-) Benthe
 
19.06.2012  
Selvmordstanker.
Hej benthe.
jeg er en pige på 15 år. Jeg bor sammen med mine forældre, og mine 3 brødre. Gang på gang, skal alting gå ud over mig, og jeg får ikke lov til alt det som de andre på min alder gør. Inderst inde ved jeg godt at det er fordi de gerne vil beskytte mig.
men udover det, har jeg i flere måneder haft selvmordstanker, og været cutter. Jeg har grædt mig selv i søvn, og været oppe og skændes med mine forældre. Jeg har siddet med en kniv i hånden foran min far, og han sagde at jeg bare skulle gøre det. Det tager rigtig hårdt på mig, og får mig til at tænke om jeg skal gøre det. Min far har også taget hårdt fat i mig, og truet med at slå. Når han truer mig, løber jeg væk. Jeg prøver at snakke med dem om det, men de forstå ikke hvad jeg mener, og bliver bare sure igen.. hvad skal jeg gøre?
 
02.07.2012
Sv: selvmordstanker.
Hej
Tak for dit brev . . det er godt at du skriver, for det lyder ikke som om, det altid er lige rart at være dig. . . men hvor er du bare både klog og modig.
Jeg synes, at dit brev handler om to ting. Dels at det er 'træls' at være teenager og måske storesøster (det tror jeg du er) og dels at du i perioder har det så skidt, at du faktisk skader dig selv.
Den første del tænker jeg, at du egentlig har styr på, for du skriver, at du godt ved, at dine forældre bare vil passe på dig og at det er derfor, du ikke må alt det du gerne ville. Det bekymrer mig ikke så meget, men . . . det bekymrer mig rigtig meget, at du cutter dig og tænker på at tage dit eget liv. ;-(
Det, du fortæller om din far og dig, får mig til at tænke på, at han i hvert fald ikke er ligeglad med dig, men at han måske er desperat og simpelthen ikke ved, hvad han skal gøre. Det er selvfølgelig ikke i orden, at han truer med at slå dig og det er rigtig ulykkeligt, at I ikke kan tale sammen om, hvordan du har det.
Mange gange kan det være en god hjælp at snakke med andre, der har (ell har haft) det lidt ligesom en selv, så derfor tænker jeg, at det måske kunne være en ide, hvis du skrev til chatten på:
http://www.lmsnyt.dk/saadan-faar-du-hjaelp/chatraadgivning/
Det er Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd og de har også en side med råd til teenagere:
http://www.lmsselvskade.dk/script/site/page.asp?artid=47&cat_id=20
Måske kan det hjælpe dig og ellers er jeg sikker på, at du der vil kunne få et godt råd til, hvor du og måske også din familie ellers kan søge hjælp.
Hvis du har mod på det, så kan du evt. også vise dit brev her og mit svar til din far ell. mor. De vil måske blive lidt forskrækkede, men det vil også være en måde, I kunne få taget hul på en rigtig svær snak.
Som jeg skrev i starten, så er du rigtig modig og det er bare så godt, at du gør noget for at få hjælp til det svære.
Jeg håber, at jeg har hjulpet bare lidt.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
11.06.2012  
Bor hos min søster..
Hej jeg bor hos min søster fordi min mor desværre fik kræft og døde her d.15/3.. men jeg føler ikk altid hendes kæreste kan li' mig, og han er hele tiden efter mig!! er der noget jeg kan gøre for at han bedre kan li mig?? for jeg synes selv jeg opføre mig ordentligt, og det siger min psykolog ogs.. altså selfølgelig kan jeg godt blive sur engang imellem, men jeg er jo ogs teenager!!!
håber du kan hjælpe mig!
 
22.06.2012
Sv: bor hos min søster..
Hej
- og tak for dit 'brev'
Det lyder ikke som om, det er helt nemt at være dig.
Jeg tænker lidt på, om din søster og hendes kæreste ved, hvordan du har det? Jeg tænker, ved de godt, at du har den fornemmelse, at han ikke kan li' dig?
Når jeg spørger, så er det fordi vi nogle gange går rundt og får 'lavet historier' inde i hovedet og historier, der slet ikke er rigtige. Du tror, at din søsters kæreste ikke kan li' dig, men måske er han lidt usikker på dig og lidt usikker i det hele taget, fordi det jo er en ganske særlig situation, I er i. Du og din søster har lige mistet jeres mor og I er nok allesammen lidt ekstra følsomme.
Jeg tænker, at det bedste du kan gøre, det er simpelthen at sige højt, hvordan du har det. Altså at du føler at han hele tiden er efter dig (og kom gerne med nogle eksmpler, hvor du har haft det sådan) og at du er i tvivl om, hvorvidt han kan li' dig.
Måske synes han også at det er svært, for hans liv og hans hverdag er jo også blevet forandret, da du flyttede ind hos dem og der går nok et stykke tid, før end I alle helt har fundet jer selv igen.
Hvis du synes det er svært at sige, så kan du måske vise din søster og ham, det du har skrevet til mig og også mit svar. Så har I i hvert fald en måde I kan få taget hul på en snak på.
Håber I finder ud af det
Mange hilsner
:-) Benthe
 
06.06.2012  
Hvorfor og hvordan?
Hvorfor er min mor bange for mig når jeg aldrig har slået hende eller noget,
ja jeg råber lidt af hende men ikke mere end alle børn gør med deres forældre?
så hvad skal jeg gøre eller hvad kan jeg gøre?
 
22.06.2012
Sv: hvorfor og hvordan?
Hej
Hmm det lyder ikke så rart, at din mor er bange for dig, så godt at du skriver og spørger.
Jeg kender jo hverken dig eller din mor, men noget tyder på, at hun måske føler sig truet af dig og er usikker på, hvad du kan finde på.
Du skriver at du ikke har slået hende, men 'kun' råber af hende. Jeg tænker, at selvom nogen kun råber, så kan man da sagtens blive bange og især, hvis du er større end hende og lyder truende, når du råber ad hende.
Hvis jeg har ret, så tænker jeg, at det bedste du kan gøre er at lade være med at råbe ad hende - jeg synes faktisk heller ikke, at det er ok at råbe ad sin mor. I det hele taget er det ikke ok at råbe ad nogen overhovede tselvom jeg godt ved, at man nogle gange bare kan blive så sur / vred at man er ved at eksplodere. Det er en rigtig dum måde at kommunikere på og der kommer meget sjældent noget godt ud af det.
Hvis du har det lidt svært med dit temperament, når du bliver vred, så gå lidt væk et øjeblik (du kan gpdt sige noget i retning af: jeg bli'r f..... så rasende, så jeg går lige et øjeblik - og når så du lige har fået følelserne under kontrol, så kan du komme tilbage og så få sagt, det du vil på en ok måde og forhåbentlig undgå, at din mor bliver bange for dig.
Jeg håber du og din mor finder en måde, så I bliver lidt bedre til at tackle svære situationer.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
28.05.2012  
Savn af sin mor
Hej jeg er en pige på 17 år jeg blev smidt ud af min mor da jeg var 15år og nu jeg i plejefamilie som jeg selvfølig er glad for men jeg vil godt have kontagt med min mor men var gang vi får en meget god kontagt smider hun heler forbensen med mig igen jeg er meget ked af det over det for elsker hinde meget og har brug for at kune snakke med hinde og se hinde hvad kan jeg gør p.S ved der er stave fejel er orgblind.
 
31.05.2012
Sv: savn af sin mor
Hej
- og mange tak for dit brev
Du skriver, at du savner din mor og det kan jeg bestemt godt forstå. Selvom man, som du, bor hos en plejefamilie, så er det dejligt at vide, at ens forældre er der et sted og holder af en. Det er rigtig meget ØV, at din mor svigter på den måde, som du har beskrevet, men jeg tror desværre ikke, at du kan gøre meget andet, end det du har gjort. Det lyder som om, at du tydeligt har vist hende, at du gerne vil have kontakt med hende, men at hun bare ikke magter det.
Du skriver, at du er glad for din plejefamilie og jeg tænker på, om de på nogen måde kan hjælpe dig? Dels med at få kontakt til din mor, men også hjælpe dig med at få forklaret hende, hvor meget det faktisk betyder for dig at have kontakt. Måske kan de hjælpe dig med at få lavet nogle aftaler om, hvordan du og din mor kan holde forbindelsen, selvom hun måske ikke magter at holde tæt kontakt med dig.
Hvis ikke din plejefamilie har direkte kontakt med din mor, så kan de måske hjælpe dig til en snak med din sagsbehandler og på den måde få kontakt til din mor.
Endelig tænker jeg også, at selvom det er rigtig rigtig svært, så bliver du måske nødt til at acceptere, at du aldrig får det forhold til din mor, som du allerhelst vil have. Det er rigtig hårdt, men desværre er det jo sådan i virkeligheden nogle gange og så må du bruge din energi på at holde fast i andre, som også gerne vil dig.
Jeg håber du finder en løsning
Mange hilsner
:-) Benthe
 
27.05.2012  
Min mor..
Hvis det stod til mig var jeg flyttet hjemme fra forlængst! hvergang det ikke lige passer hende er det mig der er problemet, kommer jeg til at gøre noget forkert er det igen mig der er problemet.
så her idag fordi jeg ikke lige hørte hvad hun sagde flippede hun fuldstændig ud og begyndte at råbe og skrige ad mig, også typisk skal hun da have lidt medfølelse fra andre og går derefter rundt til dem vi kender og fortæller hvor en umulig pige jeg nu er og jeg er da så dum.
er så træt af at jeg kun får lort i hovedet af hende, ligemeget hvad jeg gør er det igen mig der er skyld i det. Virker hendes internet ikke lige er det igen mig der er problemet selvom jeg ikke engang har været hjemme hele dagen.
jeg har så denne her store søster 5 år ældre end mig og hun fik 13 (dengang hun gik i skole) i alle hendes fag, en rigtig god datter at kunne prale om. Men så mig som skal på hg nu er da bare den dummeste i familien. Får jeg ikke lige over 4 er det fuldkommen min skyld selvom jeg ikke kan gøre det bedre.
vil jeg prøve at snakke med hende kan jeg ligeså godt bare opgive det fordi hun flipper igen ud..
min far kan jeg ikke snakke med om det fordi min mor har jo self. Overreageret så han er på hendes side og vil slet ikke engang historien fra min side af fordi jeg er bare en umulig pige på snart de 17..

jeg er så træt af at få skylden over noget som jeg ikke engang ved hvad er flere gange om dagen hverdag at nu har jeg bare fået nok.
jeg gider ikke engang at være i samme rum med dem så sidder hverdag nede på mit væresel fordi så kan jeg da ikke få skylden for noget når jeg ikke har været der..
ved simpelhent ikke hvad jeg skal gøre mere, og hvis jeg vil snakke med nogle andre f.Eks. Dem fra den stald jeg har mine dyr stående i kan jeg også opgive det for så kommer min mor da lige igen...
 
29.05.2012
Sv: min mor..
Hej
Tak for dit lange brev. Det lyder som om, alt eller i hvert fald det meste er gået i hårdknude hjemme hos jer. Jeg kan godt se, at det ikke er nemt for dig, at få forklaret, hvordan du egentlig har det. Sådan som jeg læser dit brev, så er du faktisk rigtig ked af at blive opfattet som ’umulig og dum’, hvilket du jo bestemt ikke er. Det ser ud som om, at I helt er holdt op med at høre, hvad den anden part faktisk siger og at I i stedet reagerer negativt på det, som I tror, at den anden mener.
Det kan være rigtig svært at få løst, men jeg kan også fornemme, at du jo gerne vil have dem (dine forældre) til at se, hvem du i virkeligheden er, for du er jo ikke den dumme, umulige pige, der altid er på tværs. Jeg fornemmer, at du jo rigtig gerne vil elskes og anerkendes for den, du er. (Jeg er nu ret sikker på, at dine forældre elsker dig, men det lyder ikke som om, at de er særlig gode til at vise dig det)
Jeg tænker, at det kunne være en rigtig god ide, hvis du snakkede med en ungdomsrådgiver ell en sagsbehandler, for at høre, hvilke muligheder der er for hjælp. Dels tænker jeg, at I i familien måske har brug for at en fremmed / helt neutral person kunne hjælpe jer med et par samtaler, så I kan få rettet op på alle de misforståelser og jeres måde at ’se på’ hinanden. Dels tænker jeg, at det ville være godt for dig, at snakke med en, der kunne rådgive lidt i forhold til, hvilke muligheder der er, hvis du skulle hjælpes til at flytte hjemmefra. Det er dog meget sjældent, at nogen, der er så ung som du, flytter helt for sig selv. Har du overvejet, om der er nogen i din familie, som du kunne bo hos? Måske en faster / en moster / en god ven af familien ell lignende?
Jeg kan se, at du skriver fra et sted i Kalundborg ell i nærheden af Kalundborg, så jeg har fundet et par links på kommunens hjemmeside, som du måske kan bruge. Dels tænker jeg, at du kunne ringe til en SSP medarbejder, som måske ved lidt mere om, hvilke muligheder der kunne være. Man kan ringe til dem anonymt og få en snak, men du kan sikkert også aftale et møde. Deres tlf.nr finder du her: http://www.kalundborg.dk/SSP_Kalundborg.aspx
Derudover er der noget, der hedder ’Åben anonym rådgivning’, hvor man kan møde op og få en (eller op til 3) samtaler med en sagsbehandler. Du kan evt. selv tage kontakt den første gang og så sammen med sagsbehandleren finde ud af, om man kan gøre noget for at hjælpe jer derhjemme ell om I skal arbejde på, at du kommer hjemmefra. Kontakt til ’Åben anonym rådgivning’ finder du her: http://www.kalundborg.dk/Til_borgeren/Børn_og_familie/Rådgivning_og_støtte/Åben_anonym_rådgivning.aspx#51346
Jeg håber, at du kan bruge mine råd og ellers må du gerne skrive igen
Mange hilsner
:-) Benthe
 
22.05.2012  
Plejebarnet der vil hjem
Hej.
jeg kom i plejefamilie for et halvandet år siden, da min papfar lavede incest på mig. Nu er min mor og ham så skilt, og hun har fundet en anden, nu skal huset bare sælges, og indtil da bor de sammen. Jeg har det slet ikke godt i plejefamilien, og vil bare gerne væk. I tirsdags prøvede jeg at stikke af, men blev holdt tilbage. Må de gerne holde mig tilbage da det er en frivillig anbringelse, og min mor har den fulde forældre myndighed? jeg har prøvet at fortælle dem at jeg ikke har det godt hos dem, og jeg vil hjem, men ? jeg syntes ikke de lytter. Hvis jeg snakker med en sagsbehandler siger de det videre til mine plejeforældre, og så er der mega dårlig stemning i huset! :( hvad gør jeg? hvilke rettigheder har jeg? hvordan kommer jeg hjem til min mor og bo?. På forhånd tusinde tak for hjælpen.
 
22.05.2012
Sv: plejebarnet der vil hjem
Hej 'plejebarn'
Allerførst vil jeg sige, at det er godt du skriver og be'r om hjælp. :-)
Det lyder som om, at der måske snart er styr på det hele hjemme hos din mor og hendes nye kæreste og jeg kan godt forstå, at du gernne vil hjem og bo hos din mor igen.
Det er lidt øv, at du er så ked af at bo hos din plejefamilie, for du kommer jo nok ikke hjem sådan lige fra den ene dag til den anden.
Du skriver at du er 'frivilligt anbragt' og så har du helt ret i, at det som regel går lidt hurtigere, at
 
07.05.2012  
Min mor forstår mig ikke.
Hej, jeg har et problem jeg har det rigtig dårligt med mig selv, og os fordi min mor hun aldrig fatter hvad jeg siger til hende, når jeg fortæller hende noget jeg ked af siger hun bare okay eller at det pjat, jeg føler ikke hun gider mig, jeg rigtig nede over det. For jeg elsker min mor så højt, men føler det ikke omvendt, jeg håber du kan hjælpe mig. For har det dårligt med mig selv over det. Hilsen fra mig..
 
16.05.2012
Sv: min mor forstår mig ikke.
Hej
Hvor er det godt, at du skriver for at få hjælp i stedet for at gå og 'tumle med det' selv. :-)
Hvor er det dejligt, at du elsker din mor!! Det skal du bestemt bare blive ved med. Jeg er nu også ret overbevist om, at din mor elsker dig og at hun sikkert vil være ked af, at du går rundt og har det så dårligt.
Egentlig er det jo din mor, der skal have at vide, hvordan du har det, men jeg kan forstå på dit brev, at hun ikke altid forstår, hvad du mener, når I snakker sammen.
Som jeg skrev i starten, så er jeg sikker på, at din mor også elsker dig, , men at hun måske ikke helt er klar over, at hun virker ligeglad, når hun svarer som hun gør. Nogle gange er der bare forskel på, hvordan forældre og børn opfatter forskellige problemer og det er ikke altid, at forældre forstår, at det de synes er bagateller, godt kan være et stort problem for deres dreng ell pige.
Jeg tænker alligevel, at du må få fortalt hende og få hende til at forstå, hvad du tænker og tror. Måske kan du skrive et brev til hende og samtidig sige, at du gerne vil snakke med hende om det, når hun har læst det. Eller du kunne måske bare vise hende, hvad du har skrevet her til mig og hvad jeg har svaret dig.
 
02.05.2012  
Mit liv
Min far drikker og går i seng med min moster de er kærster min mor har intet sted at bo og hun sover fra morgen til aften hun er doven og jeg er lidt træt af at skrive dette her for igennem hele mit liv ( 14 år ) har jeg skrevet ind til brevkasser har ringet rundt og gjordt ved nu er jeg i plejefamilie har været her et år nu men min mor og far har ikke ændret sig og jeg længdes hjem men alligevel ikke og jeg skal måske blie her 2 år mere jeg klare det ikke jeg blir 18 om 4 år og ville ikke blie 18 men jeg klan jo intet ghøre jeg har selvmordstanker igen og tænker hvad skal jeg gøre jeg får maridt om det om natten jeg får ikke sovet jeg snakker i forvejen med en masse menne´sker kære jer hjælp mig
 
16.05.2012
Sv: mit liv
Hej
Det lyder ikke som om, du har det særlig godt, men hvor er det godt, at du alligevel har mod på at skrive til endnu en brevkasse. Tak for det. :-)
Jeg kan godt forstå, at du længes hjem og at du ønsker / håber på, at din far og mor vil ændre sig. Sådan tror jeg, at de allerfleste børn / unge har det . . . også selv om jeres forældre gang på gang svigter og bliver ved med at have et 'rodet' liv. Selvfølgelig vil du helst bo sammen med din far og mor som en rigtig familie.
Meeen . . sådan er det jo desværre ikke. Du skriver, at du har været hos en plejefamilie i ca et år og ud fra det du fortæller, så tænker jeg, at du nok må regne med, at du skal blive i en plejefamilie, indtil du er gammel nok til at flytte hjemmefra og starte dit helt eget liv.
Jeg tænker nu også, at det måske ville være godt for dig, at dele alle dine tanker (også din vrede, sorg og skuffelse) med evt. en psykolog ell. en ungdomsrådgiver ell. noget helt tredie. De forskellige kommuner har forskellige muligheder. Måske kan du få dine plejeforældre til at hjælpe dig med at få kontakt til din sagsbehandler i kommunen, så du kan finde ud af, hvordan man gør der, hvor du bor.
Du kan evt. også prøve at snakke med sundhedsplejersken på din skole ell. en af dine lærere.
Endelig kan du måske også prøve om du på din kommunes hjemmeside kan finde noget om rådgivning for børn / unge. De fleste kommuner har medarbejdere, som man kan ringe til og få noget hjælp.
Håber du kan bruge noget af det, som jeg har foreslået og at du bliver lidt gladere for dit liv.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
11.04.2012  
Min storebror og jeg.
Kære benthe.
jeg er en pige på 14 år. Jeg er blivet seksuelt misbrugt af sin storebror. Jeg tør ikke fortælle det til mine forældre eller mine venner. Det er sket omkring 50 gange tror jeg. Han kommer når jeg ligger og sover, men når han begynder at flytte på min dyne og rage på mig vågner jeg. Jeg ligger bare helt stille og er bange for hvad han gør... Men nu er jeg begyndt på at lade som om at jeg ligeså stille begynder at vågne op, for så stopper han og går, men kommer nogen gange tilbage samme nat når jeg er faldet i søvn igen. Det sker tit i weekenderne og i ferierne.
kan du ikke hjælpe mig med hvad jeg skal gøre? :i
 
16.04.2012
Sv: min storebror og jeg.
Hej
Hvor er jeg glad for, at du skriver og på den måde alligevel fortæller det til nogen.
Det er selvfølgelig ikke i orden, det din storebror gør og jeg tænker, at hvis du kan, så skal du (hvis han gør det igen) vise ham, at du er helt vågen og så skal du sige til ham, at han skal holde op og i øvrigt lade dig være. Jeg gætter på, at du måske både er bange og vred på samme tid og jeg tænker, at hvis du kan, så skal du tydeligt vise ham, at du er hamrende vred og ikke vil finde dig i det. Du må gerne råbe lidt af ham, når han kommer og begynder at løfte din dyne. F.eks.: ’HVAD F. . . . . LAVER DU ? ?Kan du se at komme væk fra min seng!!! ’. . .. Eller: ’Skrub af med dig!!’ . . . Eller noget helt andet, der passer til dig. Jeg ved jo ikke helt, hvordan du er og hvad du siger, når du er rasende.
Måske er du lidt bange for, hvad dine forældre vil tænke, hvis de hører dig, men du skal vide og hele tiden huske på, at det er din storbror, der gør noget forkert og ikke dig. Jeg tænker, at det er helt i orden, hvis de opdager, hvad det er din storebror har gang i. Det er ham, der skal holde op og ikke dig.

Som jeg skrev i starten, så er det rigtig godt, at du fortæller det til nogen og jeg synes jo, at det ville være rigtig godt, hvis du kunne fortælle det til dine forældre. Jeg kender ikke jeres familie og måske ved de ikke helt, om de tør tro på dig, måske bliver de vrede, ikke på dig men din storebror og måske synes du, at det ikke er særlig rart, men du skal hele tiden huske på, at det IKKE ER DIG, der gør noget forkert og at det er helt ok at bede om hjælp, når man ikke ved, hvad man skal gøre.

Måske har du lyst til at ringe til nogen og få snakket lidt om, hvad du kan gøre og jeg kan se, at du har skrevet fra et sted Nordjylland, måske Mariagerfjord Kommune. Jeg har i hvert fald på deres hjemmeside fundet et par tlf.nr og jeg ved, at du kan få hjælp, hvis du kontakter dem.
SSP-konsulent:
Line Lunde, tlf. 30 36 35 14
eller
Familierådgivningen: tlf.97 11 31 90
eller
Åben Anonym Rådgivning:
Mandag 12.30 – 14.30 på tlf. 21 19 16 03
Mailadresse: anonym@mariagerfjord.dk

Til slut vil jeg bare igen sige, at det er rigtig godt, at du har besluttet at fortælle det til nogen og bede om hjælp. :-)

Mange hilsner
Benthe
 
  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  


Senest opdateret 03.03.2017 13:13 af BEI