Brevkasse: Mig og min familie
Benthe Ibsen besvarer spørgsmål inden 7 dage.
 
NB! Denne brevkasse service er primært forbeholdt unge fra Holbæk Kommune, så hvis du skriver til os, og ikke er bosiddende her, kan vi ikke garantere at du får svar på dit spørgsmål.
.
 
 
Går du og tumler med et dilemma?
Går du og bekymrer dig over et eller andet stort eller småt i forhold til dine forældre, søskende eller andet derhjemme og tænker, at du nok er den eneste der har det sådan, så bare skriv... Måske kan jeg hjælpe dig med at komme videre. :o)

Stil et spørgsmål i brevkassen
Overskrift:
Spørgsmål:

 
Benthe Ibsen
 
 
  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  
10.10.2010  
Overbeskyttende
Hej jeg er en pige på 13 år min mor er alt alt alt for overbeskyttende syntes jeg jeg må ikke gå ud sammen med venner og veninder uden hun skal snakke med moderen først og have adressen og alt mugeligt shit..
jeg må hverken farve hår men jeg gør som det passer mig jeg må ikke drikke mig stiv i weekenderne sammen med mine andre jævnaldrene eller venner! fuuuck hvor jeg hader det! + hun syntes at det er okay at jeg har sex
- jeg er stadig jomfru
men at jeg ikke må farve hår og få tungepearcing og drikke?
 
13.10.2010
Sv: overbeskyttende
Hej 'overbeskyttede'
Jeg kan godt høre, at du synes det er rigtig rigtig irriterende, at din mor vil have så meget styr på, hvor du er. Hvorvidt det er for meget eller ej er svært for mig at sige, men jeg tænker, at det i bund og grund jo er fordi hun gerne vil passe bedst muligt på dig. Egentlig er hun jo nok lidt ligeglad med præcis hvem, hvor og hvad I laver.. hun vil bare gerne være sikker på, at du har det godt, der hvor du er og at du ikke kommer noget til.. at du ikke kommer ud for noget ubehageligt og at der er nogen, der tager vare på dig (og dine venner), hvis det skulle være nødvendigt.
Måske kan du sige til hende, at du godt ved hun 'bare' passer på dig og at det er du selvfølgelig glad for, men nogle gange synes du, at det er alt for meget. Måske kan I lave aftaler om, at når du er sammen med venner / veninder, som hun kender, så behøver hun ikke kontrollere så meget. Det kræver selvfølgelig bare, at du ikke snyder hende, men igen og igen viser hende, at du er ok fornuftig og til at stole på. Hvis du bare gør som det passer dig, så risikerer du nok, at din mor bliver endnu mere bekymret og så kommer I bare ind i en ond cirkel.
Nogle gange er forældre smadder irriterende, men det skal de faktisk være, hvis de elsker deres børn og vil hjælpe dem frem i livet.
Mht sex, så er jeg da rigtig glad for at høre, at du stadig er jomfru. Man skal være 120% (ved godt, at det kan man ikke :)) sikker på, at det er det, man vil, inden man går i seng med en anden og for den sags skyld også inden man bare kysser og kæler....sådan er det iøvrigt også for voksne, sku' jeg hilse og sige..:-)
Håber du og din mor finder ud af det sammen, så I også kan få lidt rar tid med hinanden.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
12.10.2010  
Hjælp mig
Hej mit navn er joakim og jeg har været ude og rejse og den kom op i min pik og det gøre mega ondt og jeg var i vandet og bade og jeg syns den bliver meget lille er bange for at den skal blive væk i mine hår og rød jeg er bange hjælp mig
 
13.10.2010
Sv: hjælp mig
Hej Joakim
Jeg sender dit spørgsmål videre til Henrik, som har brevkassen om 'sex og sundhed'

Mange hilsner
Benthe
 
05.10.2010  
Hej
Jeg er en pige på 14 år som aldrig rigtig har kunne med mine forældre. De er rigtig strenge - især når det kommer til drenge. Min mor har truet med at slå mig hvis jeg har sex inden jeg er 16. Jeg har skåret i mig selv op til flere gange på grund af min familie, og da de opdagede det blev de meget "kærlige" overfor mig. Er det normalt? og kan jeg så styre dem vedhjælp af et barberblad?
 
11.10.2010
Sv: hej
Hej til dig på 14
Jeg kan ikke lade være med at blive lidt berørt og bekymret over dit brev.
Du skriver at dine forældre er rigtig strenge og især når det handler om drenge og evt. sex. Jeg ved jo ikke hvor strenge dine forældre er, men jeg ved, at der er mange piger, der opfatter deres forældre som meget strenge i den forbindelse, men i bund og grund handler det om, at de bare gerne vil passe på deres pige og det tror jeg også, at dine forældre vil. Dels er de måske bange for, at du bliver gravid og dels er de måske bange for, at du skal blive misbrugt eller overtalt til noget, du måske ikke er helt klar til. Måske ligger grunden til deres bekymring også i, at du jo kun er 14 år og den seksuelle lavalder i Danmark er 15 år, dvs at det er forbudt at have sex med et barn, der er under 15 år gammel.
Jeg ved ikke, hvor moden du er, men jeg kan godt forstå dine forældres bekymring. Samtidig kan jeg også sagtens forstå, at du 'stritter', når din mor siger, som hun gør. Uden at jeg skal opfordre dig til at lyve, så vil jeg bare sige, at ens forældre behøver måske ikke få alle detaljer om, hvad man laver, når man er 15-16 år eller ældre.
MEN... det som bekymrer mig, det er faktisk slet ikke sex eller ej, det er, at du har det sådan, at du har lyst til at skade dig selv... du har endda prøvet det. Du skriver, at du har skåret dig selv med et barberblad flere gange og at du syntes det var dejligt med dine forældres bekymring. Jeg kan rigtig godt forstå, at du nyder deres bekymring og omsorg, men... du må tænke på, at når du har skåret dig, så er det jo det der kommer fokus på og måske ikke helt så meget fokus på, hvordan du virkelig har det og det er vel det, du i bund og grund gerne vil ha'. Du vil vel gerne have, at de opdager / forstår, at det nogle gange er rigtig svært at være dig.
Du spørger om du kan styre dem med et barberblad og NEJ, det kan du ikke. De bliver bekymrede..ja og de bliver bange, fordi og du får deres opmærksomhed..ja, men du får ikke fortalt dem, hvor svært du egentlig har det.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal råde dig til andet end at du skal få fortalt dine forældre, hvor skidt du egentlig har det. Ikke bare mht. at du synes de er stgrenge, ell. din mors holdning til drenge.. nej du skal fortælle dem, hvor svært det egentlig er at være dig og hvor meget du har brug for deres opmærksomhed og hvor meget du har brug for at vide, at de elsker dig. Jeg ved godt, at det er rigtig rigtig svært, så hvis du kan få en anden voksen til at hjælpe dig, vil det nok være en god ide. (en lærer, jeres sundhedsplejerske, en af dine veninders mor, eller en anden)
Jeg ved, at der er en hjemmeside om 'selvskade', hvor der både er chatrådning, mailrådgivning og tlf. rådgivning i tidsrummet mandag-torsdag kl. 17-20. Siden hedder: www.selvskade.dk
Måske kan det også hjælpe dig at ringe til ungdomsrådgivningen på tlf. 72363738 og der få en snak med en voksen helt anonymt.

Jeg håber jeg har hjulpet bare lidt og håber i hvert fald at du ikke vil skade dig selv mere for at få hjælp.

Mange hilsner
:-) Benthe
 
24.09.2010  
Hej
Jeg er en pige på 15 år. Jeg bror sammen med min far, søster og hendes kæreste. Jeg er oppe at skændes med min far og søster hele tiden, jeg føler alt hvad jeg gør er forkert. Jeg bliver ked af det hver gang jeg skændes med dem og ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg har prøvet af snakke med dem om hvordan jeg har det men de forstår ingenting. Min far sagde heller ikke noget til da jeg blev voldtaget for ca 1 år siden. Jeg har virkelig brug for en eller anden hjælp jeg har det virkelig ikke godt i min familie. Jeg elsker dem men jeg kan ikke holde ud at skændes med dem hele tiden.
 
03.10.2010
Sv: hej
Hej
Det er ikke altid lige let at være dig, kan jeg se og jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det. Det er aldrig rart at skændes meget. Jeg tror, at en del af jeres skænderier hænger sammen med, at du er teenager og inde i en periode, hvor der sker rigtig meget for dig både med din krop og med 'dit hoved'. Du er midt i den svære proces fra barn / ung til voksen og tit så har forældre og den unge (dig) meget forskelligt syn på livet og hvad der er vigtigt. Det er bare rigtig uheldigt, at du får følelsen af, at alt du gør er forkert. Det er det sikkert ikke eller det er det helt bestemt ikke, men nogle gange ser verden anderledes ud fra de voksnes synspunkt. De voksne synes tit, at andre ting er vigtigere end teenageren og rigtig tit ender det med skænderier, når man ikke kan blive enig. Jeg ved ikke, hvor gammel din søster er, men hun har nok haft en lignende periode og kan måske alligevel hjælpe dig, hvis I tager en snak. Det skal selvfølgelig ikke være, lige når I har skændtes, men på et tidspunkt hvor I har det rart. Prøv at spørge hende, hvordan hun havde det, da hun havde din alder og fortæl hende, at du faktisk bliver rigtig ked, når I har skændtes. Egentlig tror jeg også at din far og søster er kede af jeres skænderier, så det vil være godt hvis I alle på et tidspunkt, hvor I er rolige og har det rart, kunne tage en snak. Det er ikke sikkert at I finder en løsning, men det hjælper nogle gange at fortælle hinanden, hvordan man egentlig har det. Jeg ved godt, at du har prøvet, men prøv igen.
Måske kan du også finde et godt råd på enten: www.girltalk.dk eller www.ungonline.dk På begge sider kan man i hvertfald 'møde' andre unge, der helt sikkert har været i lign. situationer.

Du skriver så også, at du blev voldtaget for et år siden og det kan faktisk godt bekymre mig, hvis du ikke har fået nogen hjælp i den forbindelse. Dels tænker jeg, at det selvfølgelig skulle have været anmeldt, for det er jo en grov forbrydelse, men endnu vigtigere er det da, at du skulle have haft nogle hjælp via nogle psykologsamtaler eller andet. Det kan du så sagtens få endnu og det er vigtigt at du får hjælp.
Nu ved jeg jo ikke om du er her fra Holbæk, men hvis du er, så synes jeg du skal kontakte Åben Rådgivning på tlf 72 36 36 38 og få en snak med en psykolog. Han eller hun vil så mere præcist kunne fortælle dig hvilken hjælp du kan få, også selvom det er 1 år siden, at det skete. Selvom du ikke er fra Holbæk, så har alle kommuner en Åben Rådgivning og du kan sikkert finde et tlf.nr. på din kommunes hjemmeside.
Jeg håber du kommer lidt videre og får noget hjælp både i ft. skænderierne, men også til dig selv.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
24.09.2010  
Hej benthe. :-)
Jeg er skilsmissebarn, og har desværrer nogle problemer med begge mine forældre, og min bonusfar. Jeg er 13 år, snart 14 her til oktober. Og jeg er lidt forvirret her for tiden. :-( min mor og jeg havde en kæmpe diskotion i går d. 23-09.10. Jeg fik sagt nogle ting til hende om min far som jeg nok ikke skulle ha' gjort? ehm, i midten af sommerferien var jeg hjemme hos min far. Min far og bonusmor sad sammen med vore sto rigtig rigtig søde naboer. Ehm, min far fik lidt for meget og drikke. Og når han bliver det, så er han sur hele tiden, og vil hele tiden diskuktere med alle omkring ham. :-( når, men. Ham og min bonusmor skulle ud og hente min bonusmors ene datter imens jeg passede en hund sammen med en veninde.. og vi havde lovet og komme hjem om aften og sove. Da vi kom hjem græd min bonusmor og bonuslillesøster meget. Jeg spurgte hvad da var galt? hun ville helst ikke have at min veninde hørte det så vi gik uden for og snakkede lidt om det.. hun fortalte mig således: 'da vi skulle hente kira, da diskuterede vi hele vejen ud til hanne., og tilbage igen. Kira begyndte og græde rigtig meget fordi din far slo sjerner i forruden med de bare næver. Jeg trak hpndbremsen og vi gik de sidste 100 m.' det gjorde ondt på mig, og jeg græd hele aften imens min veninde måtte se på det. Jeg ringede til min mor som sagde hun ville få min bonusfar til og hente mig og min veninde. Så vi tog hjem til min mor og sov, og jeg fortalte dem hvad der var sket.
men det jeg er bange for af det hele er, om min far kommer til og slå min bonusmor, som jeg holder rigtig rigtig meget af. For han slo min mor, lillebror og mig for 4 ½ år siden. ;-(
om du vil tro det her eller ej? så vil jeg bare gerne ha' råd eller hjælp af en der ikke kender mig..
så hjælp mig meget gerne! :-(
mvh.
den anonyme...
 
03.10.2010
Sv: hej benthe. :-)
Hej anonyme
Det lyder ikke som nogen rar oplevelse, du havde i sommers og jeg kan godt forstå, at du var nødt til at fortælle det til nogen.
Det er aldrig let at være skilsmissebarn og slet ikke, hvis man trænger til at tale om sine forældre... man kommer tit til at stå i lige præcis din situation, nemlig at din mor, i dette tilfælde, bliver sur / vred på din far og det var jo slet ikke det du ville. Jeg gætter på, at du egentlig bare trængte til at høre, at du ikke skulle bekymre dig. Det er så også det, jeg vil sige til dig. Selvom du er bange for, hvad din far kan finde på at gøre ved din bonusmor, så er det hende, der må tage sig af det. Selvom du er en stor pige (du skriver det ikke, men jeg tror du er pige), teenager og sikkert meget fornuftig at tale med, så er det slet ikke dig, der skal eller kan hjælpe din bonusmor. Hun skal have gode råd eller hjælp fra nogle andre voksne. Hvis du kan, så vil det måske være godt. hvis du kunne sige til hende, at du ikke vil blandes ind i deres skænderier. Sig at du holder rigtig meget af hende og at du er ked af, at det ikke er godt i mellem dem, men at du jo ikke kan hjælpe.
Mht din mor, så er hun jo nok bekymret for dig og det er jo godt. Du skal selvfølgelig fortælle hende, hvis du er bange eller utryg ved at være hos din far og så må de voksne have en snak om det. Igen er det ikke dit ansvar, at sørge for de voksne...det er lige præcis omvendt.
Hvis du har brug for at snakke med nogen, så er der måske en lærer eller en anden voksen du snakker godt med. Ellers er der også en hjemmeside, der hedder: www.girltalk.dk Der kan du måske også finde andre, der tumler med lignende problemer.
Håber du kan bruge bare lidt af mine tanker og du er altid velkommen til at skrive igen.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
18.09.2010  
Overgreb af familiemedlem
Hej benthe, jeg er en pige på 15. Jeg har haft lidt problemer med at finde ud af, hvor jeg skulle skrive dette brev, da det både havde med sex og familie ting at gøre, men kom frem til jeg ville skrive det her!
da jeg var mindre (4-6 år), blev jeg sexusetmisbrugt af et familiemedlem. Det skete næsten hvergang jeg skulle sove dér. Jeg har haft det svært med det, og kun fortalt det til mine tætteste veninder, men da de ikke har vidst, hvad de skulle gøre, fik jeg ingen hjælp. Jeg brød tit sammen. Det skete engang i en time, og jeg måtte snakke med en lærer om det, og det blev taget op med inspektøren og klasselærer. Jeg ville ikke have min mor skulle blive underrettet, men jeg blev bedt om at sige det til hende. Det skete en dag i skolen, da de havde ringet til hende. Det var helt forfærdeligt, at skulle fortælle hende, hvad der var sket, og hun ville selvfølgelig gerne støtte mig i det. Jeg bad hende ikke at skulle sige det til mig far. (og han ved det stadig ikke, da jeg ved at han vil få nogle til at gøre slemme ting ved ham/"skurken".) jeg har været til psykolog, men det var bare akavet jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og jeg synes ikke jeg kom videre med mit problem. Det lyder som om jeg har det slemt med det, men sådan er det ikke. Jeg tænker da over det, men ikke lige så meget som jeg har gjort.
men når jeg sidder og tænker på alt det der er sket, ved jeg godt det ikke er min skyld, men følelsen er der stadig. Og jeg tænker tit over om det bare er fantasi jeg har blidt mig ind, selvom jeg mener det helt bestemt ikke er, da jeg kan huske bestemte episoder! jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op med mig selv, det er ikke blevet sagt til politiet, da jeg ville vil ødelægge min familie. Jeg ser ham ikke mere, fordi han er blevet skidt og bor i en anden by, gu' ske lov.
det jeg gerne vil have svar på er om, hvad jeg skal gøre, da psykologen ikke hjalp mig. Er det bare fantasi det hele, eller det mig som er skør i bøtten?

jeg har det ikke sådan dårligt med mig selv, jeg er en af de "populære", hvis man kan sige det, uden at lyde for egoistisk, jeg siger hvad jeg mener om ting, uden at såre folk, ihvertfald ikke med meningen, da jeg ikke gider finde mig i noget som jeg ikke vil, derfor er der mange som ikke synes godt om mig, men snakker alligevel med mig. Folk tror jeg har et super liv, men det er langt fra. Jeg har det heller ikke godt med min krop. Jeg er sikker på jeg har en spiseforstyrrelse, mit bmi ligger på 16,3. Jeg er 174 cm høj og vejer 48, jeg er begyndt at træne i motionscenter, jeg har sagt det er fordi jeg skal styrke min kondition, da den er skide dårlig (rigtigt), men jeg gør det også for at tabe mig. Jeg kan gå en hel dag uden at spise eller drikke noget, hvor mine forældre og lærer er bekymrede for mig. Mine veninder har jeg fortalt, at jeg gerne vil tabe mig og de siger det er en dum ide, da jeg er rigtig tynd. Men når jeg ser mig i spejlet ser en fedtklump, jeg trækker altid maven ind og tænker "sådan skal jeg se ud!" rundt om livet er jeg 63 cm. Jeg ved det ikke er meget, men tænker alligevellet "tab dig sæk!" jeg har det virkelig skidt med min krop. Selvom jeg har fået sagt jeg skulle stille mig og som model, da de siger jeg har flotte bryster (75c), lange ben, "slank" mave, og et smukt ansigt! jeg vil gerne være model, men ikke med min krop.
jeg tror det med min krop, kan havde noget med overgrebet at gøre.. kan det det?
jeg håber du kan finde rundt i al dette her sludder
knus :)
 
20.09.2010
Sv: overgreb af familiemedlem
Hej

Allerførst vil jeg sige til dig, at du bestemt ikke er 'skør i bøtten', som du siger og at jeg sagtens kan finde rundt i det du skriver
Jeg synes, at det er nogle meget fornuftige overvejelser, du gør dig og jeg er faktisk ikke spor i tvivl om, at det vil være rigtig godt for dig med nogle samtaler hos en psykolog igen. Jeg ved godt, at din sidste oplevelse med en psykolog åbenbart ikke har været særlig god, men dels så er du blevet ældre og du kan derfor samarbejde med en psykolog på en helt anden måde (jeg ved selvfølgelig ikke, hvor længe siden det er, men jeg gætter på at det er nogle år siden) og dels så får jeg indtryk af, at du bruger rigtig meget energi på at tænke tanker af forskellig art. Du tænker både over det der skete, hvordan var det nu, husker du rigtigt, er det bare fantasi, godt at han er flyttet osv.
Derudover så er der dit forhold til din krop, som du også selv beskriver som problemfyldt. Du har det skidt med din krop og bryder dig egentlig ikke om den, selvom alle andre siger, at du ser godt ud og endda tænker, at du kunne være model. Du, derimod, ser en fedtklump i spejlet på trods af, at din fornuft siger dig, at du faktisk vejer i underkanten.
Du spørger om, disse tanker omkring din krop, kan have noget med overgrebet at gøre og JA det kan det i hvert fald. Du har gået rundt og tumlet med alle de her tanker i mange år og de går ikke bare væk af sig selv. Det er alvorligt, det du har været udsat for og det skal du have hjælp til at gøre noget ved. Her tænker jeg ikke på praktiske ting, som at manden måske skal straffes el.lign., men der skal gøres noget ved alle dine tanker, så du igen bliver RIGTIG GLAD for dig selv… både din krop og den pige (snart kvinde) du er.
Jeg vil foreslå dig, at henvende til din sagsbehandler i kommunens socialcenter (her i Holbæk hedder det Familiecentret) Hvis du ikke ved, hvem din sagsbehandler er, så kan du kontakte dem i modtagelsen eller evt. gennem det der hedder Åben Rådgivning. Jeg ved jo ikke, om du er her fra Holbæk Kommune, men hvis du er, så kan du kontakte Familiecentret på tlf. 72 36 79 22. Her skal kort fortælle, hvad det handler om.
Grunden, til at du skal kontakte din sagsbehandler, er, at du så kan henvises til en af kommunens psykologer (eller en anden) og det vil så være gratis. Derimod skal I selv betale i hvert fald en del af det, hvis I selv fandt en psykolog el. evt. fik en henvisning fra din læge.
Du skriver, at de i skolen hjalp dig med, at få det sagt til din mor og at hun bagefter selvfølgelig støttede dig i det. Derfor tænker jeg, at det måske ville være godt, hvis du kan få din mor til at hjælpe dig med at tage kontakt. Ikke fordi hun nødvendigvis SKAL indblandes, men det kan være rart, at have nogen til at bakke sig op / støtte sig til ved den første kontakt.

Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine tanker og at du får noget hjælp

Mange hilsner
:-) Benthe
 
09.09.2010  
Hej.
Hejsa benthe.
jeg er 13 og går i 7.B
mine for¨ældre blev skilt da jeg var 2år. Jeg skulle bo hos min mor. Så hun beslutted at jeg skulle se ham efter jeg fyldte 6år.
jeg havde ik set ham siden jeg var 6år.
men da jeg var på vej hjem til min mormor,
skulle jeg køre med tog i 2 timer.
stod min far der, sammen med sin kæreste.
kunne med det samme se det var min far.
han kunne nok ogs genkende mig.
han kiggede hele tiden på et billed.
kunne se det var et billede af en rød håret pige på cirka 5år.
jeg er jo rød håret. Så tror måske det var et billed af mig.
men valgte ikke at sige noget til ham.
jeg kiggede hele tiden på ham, måske var det en anden mand, men han kiggede ogs på mig.
jeg går til noget hvor man snakker med en lære om sit liv.
mange knuzz den forvirret :')
 
13.09.2010
Sv: hej.
Hej til dig, der er forvirret

Jeg er ikke helt sikker på, hvad du spørger om, men jeg kan sandelig godt forstå, at du er forvirret.
Jeg synes også, at jeg kan fornemme på dit skriv, at du egentlig gerne vil have kontakt med din far igen.
Om det var ham du så eller ej, er ikke til at vide, men jeg kan godt forstå, at du ikke bare ville gå hen og sige hej.
Jeg synes, at du skal fortælle din mor, at du tænker på din far og at du godt kunne tænke dig at få kontakt til ham. Når du er 13 år, så har du faktisk lov til selv at bestemme om du vil se ham eller ej. Der er bare lige den ret så væsentlige ting, at din far jo også skal have lyst til at genoptage kontakten. Det er jo ikke helt sikkert, at det var ham du så og måske har din far et andet liv nu, med en anden familie eller bor langt, langt væk. Det kan også være, at han ikke tør, fordi han måske har dårlig samvittighed eller noget helt andet. Nogle gange er det de voksne, der laver mest rod i det.
Det jeg egentlig vil sige, er at der vil altid være en lille risiko for at du kan blive såret, men det kan man ikke vide på forhånd.
Under alle omstændigheder så synes jeg, at det er rigtig godt, at du 'går til noget', hvor du kan snakke med en voksen om det. Måske kan du tage det op der (hvis ikke du alleede har gjort det)og blive lidt klogere på, hvad du skal og hvad du overhovedet kan gøre.
Du kan også gå ind på:
www.bornsvilkar.dk
Her er der bl.a. en brevkasse og der er også en chat, hvor man kan chatte med en voksen rådgiver. desuden er der også en telefonlinie, hvor man kan ringe og få et godt råd.

Det var et langt svar, som jeg håber du kan bruge bare lidt af.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
06.09.2010  
Hvad helvede skal jeg gøre???
Hejsa :)
jeg er en pige på næsten 15 år.
jeg kunne rigtig godt tænke mig at få farvet pinke striber i mit hår, men jeg er bekymret for hvad min far vil sige.
jeg har snakket lidt med dem (mine forældre) om det, og min far sagde at 'det må jeg selv om, jeg skal bare selv betale' og det er sådan set også fair nok.
her den anden dag havde jeg været ude at shoppe, og kom hjem med et mega fedt bælte med nitter(eller det er ikke nitter men noget i den stil som sidder i rækker på 3 x bæltets længde). Og da jeg begejstret viste det til min far sagde han(noget i stil med):
”ej du skal bare ikke blive sådan en punk-tøs med nitter over det hele og sådan noget, du vil jo gerne blive ved med at bo her...?
det sidste var helt klart for sjov det er jeg 100% sikker på:) men det er den første del jeg er i tvivl om! og han går normalt og 'driller' mig for sjov med om jeg nu har nogen kærester, så det er lidt svært at finde ud af om han mener det..
det er heller ikke fordi jeg gerne vil være total overdrevet, men jeg vil bare gerne vise mit sande jeg, og være den smule anderledes...
min far er meget beskyttende, da jeg i 5-6 klasse kom hjem med nogle bukser der sad lidt stramt(ikke mere end de gør på alle andre) spurgte han om jeg var sikker på at jeg ville have dem, og om vi ikke skulle bytte dem, man kunne tydeligt høre at han ikke kunde lide dem.
i starten ville jeg bare have én pink stribe, men så så jeg et billede hvor der var en der havde farvet striber i det forreste hår(med striber mener jeg 2-3 cm. Brede striber). Jeg ville også gerne have farvet mit hår sort men eftersom jeg er blondine( og med blondine mener jeg virkelig blondine, der er lys i huden) så blev jeg enig med mig selv om at det ville se rigtig falskt ud, så jeg synes det er en bedre ide med de pinke striber,
en af mine bedste veninder og jeg synes det kunne være vildt fedt at blive 'goth' (punk/emo, lignende). Og jeg har snakket med mine venner om det, og de støtter mig fuldt ud!!! :)(bortset fra én det synes det er grimt og siger at jeg har forandret mig helt vildt på det sidste- til noget dårligere(vi er begyndt at høre rock-musik) men, go to hell with her), jeg mener bare, jeg har massere af venner der kan lide mig som den jeg er, så jeg kan ikke se hvorfor jeg skal bekymre mig om hende...
jeg går til en masse sport og klarer mig rigtig godt i skolen, og jeg mener selv at jeg er rimelig fornuftig, så jeg tror bestemt ikke at jeg ender som en eller anden hæler der er droppet ud af skolen!
der var engang nogen fra familien der var ude at se mig lave gym. Og de har en lille pige(børnehave-størelse) og da de var kommet hjem havde hun efterlignet os, der er en masse små børn på hendes alder i familien, og det ville jo ikke være så godt hvis de alle sammen ville være goth...
mine veninder og jeg har også tænkt os at tage til ros torv på fredag og købe nogle bukser og sætte nogle nitter på. Vi synes nemlig at det kunne være vildt fedt, men jeg tænker hele tiden på hvad min far vil tænke/sige til det.
men som sagt så alle jeg har snakket med(på nær min far) støtter mig 100%!
så vennerne er der styr på men jeg kan ikke holde op med at tænke på hvad resten af familien vil tænke...

jeg ved godt at du ikke kan fortælle mig præcist hvad jeg skal gøre, men jeg håber at du kan give mig nogle gode råd.

jeg kan godt se nu at jeg nok burde have ringet til jer, men jeg hader at ringe, og for mig er det bare så meget nemmere at skrive til jer...

på forhånd tak for hjælpen:d
mange hilsner mig :d

ps: det er mega dejligt at i har de her brevkasser, mega ros til jer :)
 
08.09.2010
Sv: hvad helvede skal jeg gøre
Hej til dig med de ’pinke striber’

Det lyder som om, du har helt styr på det hele. Du ved godt, at din far / din familie ikke er helt vilde med striber, nitter, punkere og Goth, hvis de da overhovedet har styr på, hvad Goth er for noget.
Jeg synes jo dine overvejelser og tanker er rigtig fornuftige, men jeg tror også, at din far måske er lidt bekymret. Jeg er ikke i tvivl om, at han godt ved, ’hvem’ du er, men måske skyldes hans bekymring netop, at han er bange for, at andre (især din familie) skal misforstå og tro at du er anderledes. Alt andet lige, så sender vi jo nogle signaler med vores påklædning, hår, osv.
Jeg kan forestille mig, at din far er bange for, at andre vil forbinde dig med ’de uheldige punksignaler’. Mange mennesker tænker jo på oprør og brug af vold, når de ser eller hører om punkere og selvfølgelig har din far ikke lyst til, at andre skal forbinde dig med den slags. Han ved jo, at du er sød, dejlig, fornuftig, dygtig, passer din skole osv. og sådan vil han selvfølgelig også helst have, at andre skal se dig

Som du selv skriver, så kan jeg jo ikke fortælle dig, hvad du skal, men måske har du fået lidt input til endnu en snak med din far, så I kan komme til en eller anden form for forståelse. Jeg kan jo godt fornemme, at det går dig lidt på, at han ikke bakker 100% op om din beslutning. Det er ikke sikkert, at du får ham til det… nogle gange ser man jo forskelligt på ting, men så håber jeg, at I i hvert fald når til at respektere hinandens forskellige holdning.

Mange hilsner
:-)Benthe

PS Dejligt at høre, at du (og forhåbentlig andre) kan bruge brevkasserne :D
 
30.08.2010  
Pap mor !
Hejsa
jeg har en pap mor som stiger på mig når jeg spiser, og da jeg har svært ved at spise i for vejen, gør det det ikke lige frem bedere, jeg ved ikke hvordan jeg for sagt det til hende og min far

hjælp :s
 
08.09.2010
Sv: pap mor !
Det lyder ikke, som om det er nemt at være dig, når I sidder sammen spiser. Dels synes du, det er svært at spise og dels er der din Papmor.
Jeg ved jo af gode grunde ikke, hvorfor du i forvejen synes det er svært at spise, men det er da ikke noget godt tegn… måske er det noget, du kunne tage en snak om med sundhedsplejersken på din skole.
Mht. din Papmor, så synes jeg bestemt, at du skal tage en snak med hende og evt. også din far. Jeg ved jo, hvordan I ellers har det sammen og hvor længe I har boet sammen, men jeg ved godt, at det ikke altid er nemt, at få taget hul på sådan en snak ..det er det næsten aldrig.
Hvis det var mig, tror jeg, at jeg ville sige noget i retning af:
’Jeg ved godt, at du sikkert ikke tænker over det og ikke mener noget ondt med det, men jeg har tit på fornemmelsen, at du sidder og kigger på mig eller holder øje med mig, når vi sidder og spiser og det er altså rigtigt ubehageligt. Nogle gange har jeg ikke så meget lyst til at spise og så bliver det endnu sværere, når jeg føler, at du sidder og kigger på mig.’

Forældre (også Papforældre) bliver tit bekymrede, når det ser ud som om deres børn ikke spiser nok eller spiser det rigtige. Det gælder også selvom, deres børn er teenagere og egentlig helst vil være fri for, at forældrene blander sig. Det kan være rigtig irriterende, men det er vigtigt ind i mellem at minde sig selv om, at det jo i bund og grund er fordi, de er bekymrede.
Ingen, hverken børn eller forældre, kan vide, hvad den anden tænker, så derfor er sådan en snak her nødvendig og det vil bare være SUPER (og rigtig modigt), hvis det er dig, der tager hul på snakken.

Selvom det er svært at tage hul på, så er jeg sikker på, at du vil have det meget bedre bag efter og vil være glad for at du ’tog dig sammen’

Jeg håber, at mine tanker har hjulpet dig bare lidt.
Mange hilsner
:-)Benthe
 
29.08.2010  
Hjælp jeg tror min mor hader m
Hej jeg er en pige på 13 år. Min mor og far er blevet skilt og min mor var meget ked af det og en dag kom vi op og skænes hun sage at jeg bare kunne skride for hun hade to ander børn, og at hun var total lige glad med mig. Jeg var lige ved og gå men jeg er bange for om hun mente det..
hjælp
 
01.09.2010
Sv: hjælp jeg tror min mor had
Hej til dig, der har skændtes med din mor.

Det er bestemt ikke rart, at få af at vide, at man bare kan 'skride'... Heller ikke selv om man er vred og lige har været oppe og skændes.
Nu kender jeg jo hverken dig eller din mor, men jeg er nu alligevel ret sikker på, at din mor selvfølgelig ikke mente det, som hun sagde.
Hun var måske træt af dig, lige da hun sagde det, men du var sikkert også træt af hende lige i det øjeblik. Det er man jo tit i et skænderi og det er helt almindeligt, men selvfølgelig ikke særlig rart lige at få at vide.
Desværre, kan man sige, er det sådan med os mennesker, at når vi bliver vrede eller ophidsede, så kommer vi tit til at sige nogle rigtig grimme og sårende ting til hinanden. Sårende ting, som vi slet ikke mener og aldrig ville have sagt, hvis ikke lige vi var blevet så vrede. Som regel går det over, når begge parter har fået luft og er 'kølet af' igen. Det er lidt forskelligt, hvor lang tid, der går..
Jeg ved ikke, om du stadig tænker over det nu, hvor der er gået et par dage, men hvis du gør det, så synes jeg, at du skal sige det til din mor. Sig at der er noget du gerne vil tale med hende om og fortæl hende så, at du blev forskrækket og rigtig ked af, at hun sagde sådan, da I skændtes. Fortæl hende, at du holder af hende (for det gør du jo)og blev bange for, om hun mente det.
Jeg tror så, at din mor vil sige, at selvfølgelig gjorde hun ikke det, men at det var noget, hun kom til at sige, fordi hun bare blev så vred.

Håber jeg har hjulpet dig bare lidt
Mange hilsner
:-) Benthe
 
28.07.2010  
De støtter mig ikke
Heej jeg er en pige på 15 og jeg brænder for musik. Jeg elsker at synge men jeg lyder ikke så god, nogen af mine venner lyver mig i ansigtet og de siger jeg lyder fantastisk. Også for jeg jo meget højt selvtillid af det men min plejefamilie vil ikke høre mig synge de syntes jeg lyder forfærdlig det knuser mig dybt. Please hjælp mig
 
29.07.2010
Sv: de støtter mig ikke
Hej til dig, der elsker at synge

Det er dejligt, at du har noget du brænder for, men det er selvfølgelig lidt uheldigt, hvis det ikke lyder for godt, når du synger.
Du skriver, at du ikke selv synes, det lyder for godt og at du egentlig er lidt irriteret over, at dine venner lyver. Det har du helt ret i... rigtige venner giver jo en ærlig kritik, også selvom det betyder, at man får noget negativt at vide. Det er jo faktisk lige præcis det, din plejefamilie gør og selvom det sårer dig her og nu, så er det jo bedre, end at du stiller dig op andre steder og bliver til grin. Jeg er sikker på, at din plejefamilie vil dit bedste.
Hvis du nu brænder så meget for musik, så vil det måske være en ide at lave noget andet end at synge... man kan jo arbejde med musik på mange måder. Du kan f.eks lære at spille på et el. flere instrumenter, du kan skrive musik eller sangtekster. Jeg ved ikke om du bor her i Holbæk, men her er der Musikskolen med flere forskellige hold og jeg er sikker på, at der også er andre muligheder. Prøv evt. at tage en snak med musiklæreren på din skole eller jeres UU vejleder... det kan være han eller hun har nogle ideer til, hvordan du kan komme til at arbejde med musik, når nu det er det, du brænder for.
Held og lykke med projektet
Mange hilsner
;-) Benthe
 
20.07.2010  
Jeg vil væk!
Hej benthe jeg er en pige på 15år jeg bor i plejefamilie fordi min mor er meget syg og min far er nakoman jeg troede virkelig det ville hjælpe mig at komme i plejefamilie men det er det overhovedet ikke jeg bliver slåret hos min plejefamilie og hver gang kommunden spørger hvad der er sket fordi jeg får mærker af det så siger de bare at jeg var faldet eller været oppe og slås jeg kan virkelig ikke klare det her liv mere jeg vil bare væk fra alt det her shit jeg har forsøgt på at begå selvmord men jeg er bare pisse bange når jeg først ser boldet jeg har prøvet at drikke mig helt væk og ryget mig helt væk i hash osv men det hjælper ikke en skid mit liv bliver bare mere og mere til noget virkelig shit jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op med mig selv og mine problemer jeg håber virkelig du kan hjælpe mig eller bare give mig nogle gode idé råd kærlig hilsen sharticá
 
28.07.2010
Sv: jeg vil væk!
Hej Sharticá

Det lyder bestemt ikke rart, det du fortæller. Formålet med en plejefamilie er jo at barnet / den unge kan få den omsorg, som forældrene af en eller anden grund ikke er i stand til at give. Det er ikke altid lige nemt, hverken for barnet eller for plejefamilien, men så må der jo noget andet hjælp til. Du skriver ikke noget om, hvor længe du har været i pleje og det er måske også ligemeget, for det lyder i hvert fald som om tingene er gået i hårdknude. Jeg ved ikke, hvad jeres problemer bunder i, men det er under alle omstændigheder aldrig OK at slå på børn (unge), hverken ens egne eller dem man har i pleje.
Jeg er rigtig glad for, at det ikke er lykkedes for dig at tage dit liv og jeg ville meget meget gerne have, at du også holdt op med at forsøge at dulme det hele med alkohol, hash, eller andre stoffer. Det kommer der under ingen omstændigheder noget godt ud af. Jeg kan godt forstå, at det kan være fristende, når alting bare virkelig er for meget, men det får ikke problemerne til at forsvinde...tværtimod bliver de nogle gange bare større og større.
På dit brev lyder det som om, at kommunen har været kontaktet, men jeg kan ikke helt se hvordan. Under alle omstændigheder så er det kommunen, altså en sagsbehandler, du skal have fat i og du kan sagtens selv henvende dig. Nu ved jeg jo ikke om du bor her i Holbæk kommune, men hvis det gør, så kan du ringe til familiecentret på tlf.72 36 79 22. Hvis ikke du bor i Holbæk Kommune, så vil jeg foreslå at du finder din kommunes hjemmeside på nettet. Der vil sikkert være et link til enten ' Børn og unge' eller 'Rådgivning og vejledning'. De allerfleste kommuner har også noget, der hedder 'Åben anonym rådgivning',som alle kan ringe til.
Hvis du ikke har mod på at gøre det selv, så kan du evt. få en lærer eller en anden voksen, som du har lidt tillid til, til at hjælpe dig med at få kontakt til kommunen. Der er nemlig ikke andre end kommunen / en sagsbehandler, der kan hjælpe dig med at komme væk, hvis det virkelig er det, du ønsker.
Håber jeg har hjulpet dig bare lidt
Mange hilsner
:-) Benthe
 
09.07.2010  
Help .. me ..
Hej benthe /eller anden.
jeg er en pige på 16 år gammel. Min mor har brystkæft og har haft det i cirka 1½ - 2 år nu, mig og min far har aldrig kunne sammen, vi skændes altid og jeg kan slet ikke føre en samtale med ham. Jeg har en storesøster på 17/snart 18 som jeg er meget tæt med, vi kan sagtens snakke om problemer, medmindre det er mine problemer. Hun er rigtigt bekymret for mig omkring hvordan jeg har det med min mor er syg, jeg har været afhængig af at cutte/skære i mig selv og det har min søster opdaget, hun vil hele tiden snakke med mig om mine problemer men jeg ville ikke -hvordan kan jeg lukke af og få hende væk fra emnet om mine problemer?
hilsen den irriteret og såret pige..
 
28.07.2010
Sv: help .. me ..
Hej til dig, der er irriteret og såret

Ked af, at du har måttet vente så længe på svar, men jeg har holdt ferie og ikke været inde på siden længe.... men nu er jeg her igen.

Puha, du har da lige lidt at tumle med. Det er ikke spor nemt at være 16 år, midt i forvandlingen fra barn til voksen, fra pige til kvinde og så oveni købet have en mor, der er alvorlig syg.
Du skriver, at din mor har haft brystkræft i 1½ - 2 år, så jeg regner med, at hun er i behandling og måske har været det i et stykke tid. Jeg ved ikke om I som familie i den forbindelse har fået noget råd og vejledning, men jeg ved, at Kræftens Bekæmpelse har forskellige rådgivningsgrupper for pårørende og også for børn / unge. En del af deres hjemmeside på nettet henvender sig netop til unge pårørende. Bl.a. har jeg set, at der er et par indlæg skrevet af piger, hvis situation ligner din, så måske kunne du få noget ud af at 'kigge på' den. Her har du i hvertfald linket: http://www.cancer.dk/Hjaelp+viden/raad+til+paaroerende/ung+og+paaroerende/

Selvom du synes, at det er irriterende, så er både din far og din søster (og også din mor) helt sikkert bekymrede for dig og kede af, at du lukker af for dem og jeg kan faktisk rigtig godt forstå din søster. Hun er jo især bekymret, fordi du også 'cutter'. Unge piger som dig, bli'r ofte cuttere, fordi der er noget i deres liv, der er rigtig svært og gør rigtig ondt. Det er der i hvert fald også i dit liv og din søster har ret i, at det er meget vigtigt, at du får talt med nogen om det.
Du er nu ikke den eneste, der ikke vil tale med 'de nærmeste. Mange gange er det nemlig lettere at tale med andre i samme situation eller en situation, der ligner, den man selv står i. Kræftens Bekæmepelse har også et link til siden: www.ungeogsorg.dk Her er der også mulighed for i første omgang anonym hjælp, bl.a. via et chatforum, men der også mulighed for at ringe og få en snak med en frivillig rådgiver på tlf. 70 20 99 03

Håber jeg har kunnet hjælpe dig bare lidt til at komme videre
Mange hilsner
:-) Benthe
 
24.06.2010  
Mor der er overbeskyttene! ;s
Min mor er meget overbeskyttende. Jeg må ikke så tit sove hos mine veninder, og jeg må heller ikke gå til centerfest! jeg har prøvet og fortælle hende at centerfester er uden alkohol og der er voksne til stede, men hun siger bare at man ikke skal tage til fest som 13 årig!

jeg håber virkelig du kan hjælpe mig.
hilsen maria
 
04.07.2010
Sv: mor der er overbeskyttene!
Hej Maria
Jeg ved ikke helt, om jeg kan hjælpe dig, for jeg kan jo ikke bare lige få din mor til at ombestemme sig. Selvom det er vildt irriterende, så er jeg sikker på, at det i bund og grund handler om, at din mor passer på dig, fordi hun holder rigtig meget af dig.... og det er jo faktisk dejligt. Jeg vil nu alligevel komme med et par forslag som måske kan hjælpe dig.
Med hensyn til centerfesterne, så tænker jeg på, om det måske kunne hjælpe, hvis din mor kiggede med her på siderne (måske har hun allerede gjort det) eller evt. kontaktede Mads eller en anden fra Ungdomsrådet på tlf. 72364000. Så kunne hun tale med en voksen, der er med til at arrangere festerne og måske bliver hun så lidt tryggere ved at sende dig afsted. I kunne jo også lave aftaler om, at hun afleverede dig og hentede dig, så kan hun jo se, at det ikke er så farligt. Der er iøvrigt mange andre, der også bliver hentet af deres forældre, for din mor er skam ikke den eneste, der er bekymret.
Med hensyn til at sove hos veninder, så kunne det måske hjælpe, hvis din venindes mor ringede til din mor og de så kunne lave en aftale. Nogle gange siger forældre nemlig nej, fordi de er lidt usikre på, hvad der foregår, der hvor deres barn skal være og igen så er det i bund og grund fordi hun holder af dig og vil passe på dig.
Det du selv kan gøre, det er altid at overholde aftaler og også på andre måder vise, at du er fornuftig og til at stole på..... Jeg ved godt, at jeg lyder rigtig kedelig og 'MORagtig' ligenu ;o)

Jeg håber du kan bruge mine råd eller at de måske har fået dig selv til at tænke på noget andet, du kunne gøre.
Mange sommerhilsner
:-) Benthe
 
13.06.2010  
Jeg vil jo ikke bestemme
Hej benthe, jeg har en kæreste som jeg virkelig elsker og som er rigtig sød, problemet er bare at han er rigtig glad for at feste, hvilket jeg også selv er. Men han er typen der ikke stopper med at drikke til han knækker sig og så faktisk også drikker efter han har knækket sig. Han er begyndt at rykke vores aftaler så han først kommer hjem til mig kl. 3 om natten fordi han lige skulle ud og drikke med sine venner, det er begyndt at irritere mig lidt men ved ikke hvordan jeg skal sige det, for jeg vil ikke bestemme over ham og det tror jeg heller ikke han vil bryde sig om, selvom han er meget forstående. Der er også noget andet ved ham der bekymre mig. Når han så bliver meget fuld har han svært ved at styrre sig og kan ikke huske hvad han har lavet, jeg er bange for han kommer til at være sammen med en anden og ikke fortæller mig det/ikke kan huske det, vi har snakket om det og han siger bare at han aldrig ville gøre sådan noget ved mig, men han har været meget tæt på før, men der nåede jeg lige at gribe fat i ham. Jeg er bange for han kommer til at gøre det en dag jeg ikke er der, og det ville simpelthen gøre mig så ked af det. Hvad kan jeg sige til ham? ps. Der er en pige som prøver at gøre alt for at gøre mig misundelig, hun hænger op af min kæreste helt tiden, og det gør det bestemt ikke bedere, han har kysset med hende en gang da mig og ham havde noget kørende, og lige siden den dag har hun ikke kunne lade ham være, og det irritere mig.
 
19.06.2010
Sv: jeg vil jo ikke bestemme
Hej :-)
Jeg kan godt 'høre', at du er meget meget glad for din kæreste og også lidt bange for at miste ham, hvis han får en følelse af at du vil bestemme over ham og det er ganske naturligt... sådan er der mange, der har det.
Jeg kan jo også godt læse, at du vil gøre meget for, at han skal være glad og tilfreds, men du bliver nok nødt til at gøre op med dig selv, hvor meget du vil stille op til. Du behøver ikke bestemme, hvad han skal - det bestemmer han jo i den sidste ende selv - men du kan fortælle, hvad DU gerne vil med jeres forhold og hvad du vil være med til og hvad du ikke vil være med til. Hvis han holder lige så meget af dig, så vil han også tage hensyn til, hvad du vil, ganske ligesom du tager hensyn til ham.
Der vil dog altid være en lille risiko, men i det lange løb er det rigtig vigtigt, at du finder ud af, hvad du vil og så tager en beslutning også selvom den 'gør ondt'. Det vil nemlig også 'gøre ondt', hvis du det meste af tiden er utryg og irriteret over, hvornår han kommer hjem og i hvad tilstand og hele tiden er bange for om han er sammen med en anden eller ej. Man er nødt til at turde stole på hinanden, hvis begge parter skal have det godt.

Ved godt at det en svær beslutning, du skal tage og jeg håber mit svar har hjulpet dig bare lidt

Mange hilsner
:-) Benthe
 
18.06.2010  
Røde gummistøvler
Hej.

jeg vil gerne have mine røde gummistøvler på i morgen til min farfars fødselsdag, men det må jeg ikke for min mor!? hvad skal jeg gøre??

hilsen mille-line.
 
18.06.2010
Sv: røde gummistøvler
Hej
Jeg vil foreslå dig enten at vælge sanddaler eller håbe på at det bliver regnvejr, så du alligevel får lov. Det er jeg helt sikker på, at du er gammel nok til selv at kunne overskue :-)

Mange hilsner
Benthe
 
08.06.2010  
Hej ?
Hej hvordan overtaler man sine forældre til at få en navlepiercing ?
 
13.06.2010
Sv: hej ?
Hej til dig, der vil have hul i navlen

Det er godt nok et svært spørgsmål og jeg kan nok ikke give det svar du gerne vil have, men jeg kan fortælle, hvad jeg tænker.
Jeg ved jo ikke hvor gammel du er, men jeg gætter på, at du er mellem 13 og 16 år. Derfor tænker jeg også, at når dine forældre siger nej, så er det jo, fordi de passer på dig og er bange for, dels at du fortryder, når du bliver lidt ældre (det er ikke specielt kønt på en gravid mave f.eks.) og dels er bange for at du skal komme til at skade din krop. En navlepiercing (og alle andre piercinger) er jo et indgreb, hvor man ødelægger kroppen en lille smule og hvor der altid er en risiko for, at det går galt, f.eks med betændelse, store sår o.lign..
Jeg kender ikke nogen trylleformular, der kan få forældre til at holde op med at bekymre sig... heldigvis.. :-)
Selvom det er irriterende, så tænk på, at dine forældre siger nej, fordi de i bund og grund holder rigtig meget af dig og det er vel egentlig dejligt at vide.

Håber mit svar kan hjælpe dig bare lidt med at forstå og acceptere dine forældres holdning

Mange hilsner
;o) Benthe
 
07.06.2010  
Av?
Hej benthe.
jeg er en pige på 13 år min mor er meget stresset og nogen gange er det virkelig irriterende, jeg har 2 store brødre den ene er 15 den anden er 18 ham på 15, han er et meget stort i problem i vores familie han gør hvad han ville og tager aldrig i skole og han skider på min mor ?
min anden store bror er min mor meget tit uvenner med her forleden dag sagde han til min mor, "jeg kan ikke takker dig for, du har født mig, jeg er så skuffet over du er min mor" jeg blev nød til at gå op på mit værelse fordi syntes det er så syndt for min mor, at hun ikke kan leve sit liv uden at være glad;(
pleas hjælp!
 
13.06.2010
Sv: av?
Hej du bekymrede pige på 13 år
Først vil jeg sige til dig, at din mor og dine brødre er rigtig heldige, at de har en datter og en søster som dig.... en som lægger mærke til, hvordan de har det og som bekymrer sig om dem.
Dernæst så vil jeg sige til dig, at selvom det er svært at se og høre på, at din mor og dine brødre skændes og at din mor bliver ked af det, så er det slet, slet ikke dit ansvar at passe på dem. Selvom din mor bliver ked af det, når dine brødre taler grimt til hende, så er jeg sikker på, at hun godt kan klare det... og hvis ikke hun kan, så kan hun søge hjælp hos nogle andre voksne, f.eks. din brors klasselærer eller andre, der kender din bror.
Desværre er det tit sådan, at når børn bliver teenagere og næsten voksne, så opstår der nemt uenigheder og skænderier med ens forældre. Det er for det meste fordi, børnene synes, at når nu de er næsten voksne, så kan de sagtens selv bestemme over deres liv, men forældrene tænker, at de stadig er nødt til at hjælpe børnene og passe på, at de ikke kommer til at tage nogle dumme beslutninger. Så er det, at rigtig mange kommer op at skændes og kommer til at sige nogle rigtig dumme og sårende ting til hinanden.
Jeg synes selvfølgelig ikke at det er i orden, at man taler grimt til hinanden, men i tilfældet med dine brødre, så er det din mor selv, der meget bestemt må fortælle dem, at det vil hun ikke finde sig i. Det er i orden at være uenig og blive sur eller vred, men man skal ikke såre hinanden med vilje.
Måske kommer der også et tidspunkt, hvor du synes din mor er rigtig irriterende.. eller det er jeg faktisk sikker på at der gør.. og det er helt ok. Du må så bare huske på, at sige det på en ok måde uden at sige, at hun er en dårlig mor osv. Jeg er nemlig sikker på, at din mor hun gør så godt, hun overhovedet kan.
Jeg ved godt, at jeg ikke har løst problemet med dine brødre, men hvis det bliver rigtig svært at høre på, så kan du måske gå ind på dit værelse og tage nogle 'ørebøffer' på og lytte til lidt god musik, indtil de er færdige med at skændes, for som jeg skrev i starten, så er det ikke dit ansvar. Det er en konflikt i mellem din mor og dine brødre og din mor er jo den voksne.

Håber jeg har hjulpet dig bare lidt.
Mange hilsner
:-) Benthe
 
24.05.2010  
Hjælp!
Hej.. jeg bor plejefamile, og det går ikke så godt lige for tiden. Min bror bliver bare væk og kommer nogle gange ikke hjem. Han overholder heller ikke aftaler, jeg gjorde lidt af det samme som min bror. Det fik min plejemor til at gå helt ned. Hun blev rigtig ked af det og er tæt på at opgive os hvis det bliver ved sådan her. Da min plejemor fortalte mig og min bror det, gik jeg helt ned i gulvet, jeg blev bange. Tanken om at jeg skulle flytte fra min plejemor, det har på ingen måde lyst til. Men jeg gik så lang ned at jeg om aften skar i mig selv. Jeg er tæt på at fucke mit liv op med at begynde og og skære mig selv.
jeg ville virkelig blive lykkelig hvis du kunne hjælpe mig!

hilsen den ulykkelige pige..!
 
27.05.2010
Sv: hjælp!
Hej du ulykkelige

Det lyder ikke, som om du har det særlig nemt lige i øjeblikket, men jeg tror nu godt, det kan blive bedre.
Jeg kan forestille mig, at I tit har nogle konflikter bl.a. om det at holde aftaler (både dig og din bror) og ligesom alle andre teenagere synes du ind i mellem, at voksne, og især dine plejeforældre, er rigtig dumme og irriterende og bare ingenting forstår.
Samtidig synes jeg også, at jeg fornemmer, at du i bund og grund er rigtig glad for din plejemor og er bange for, at I ikke kan blive boende.
Jeg er ked af at læse, at du reagerer ved at skære i dig selv, men er glad for, at du selv lige stopper op og 'råber om hjælp' på denne her måde. Det siger mig nemlig, at du godt ved, at det er noget 'rigtigt møg' og en dårlig måde at tage hånd om sit liv på.
Mit råd til dig er, at du skal fortælle din plejemor, at du gerne vil have en snak med hende. Det skal være på et tidspunkt, hvor I er rolige, dvs. ikke lige har været oppe og skændes, og hvor I har god tid til at snakke. Så skal du fortælle hende det samme, som du har fortalt mig. At du synes det ikke går så godt for tiden, at du godt ved, at du ikke har været så god til at overholde aftaler, at du kan se, det er lidt hårdt for din plejemor, at du er ked af det og gerne vil være med til at lave om på noget og... at du er bange for, at I ikke kan blive boende og at lige præcis det vil du være rigtig, rigtig ked af. Fortæl hende også, at du har skåret dig selv og at du ikke har gjort det for at straffe hende eller andre, men fordi du blev helt desperat og bange (jeg tror nemlig, at det var derfor, du gjorde det).

Hvis du synes det er svært, at tage hul på snakken med din plejemor, så kan du evt. vise hende dit spørgsmål og mit svar (måske printe det ud, hvis du kan komme til det) og så er jeg sikker på, at I hurtigt kommer igang og får snakket om alt det, der er vigtigt lige her og nu.

Jeg håber det bedste og X'er fingre for dig
Mange hilsner
Benthe
 
07.05.2010  
Fester/overnatninget
Hej. Jeg er en pige pige på 15 år, jeg bor sammen med mine forældre og min bror. Jeg er araber og muslim. Min mor har meget imod at jeg går til fester selvom hun ved at jeg ikke drikker og sådan noget, og det interessere mig heller ikke. Hun vil heller ikke have at jeg sover hos mine veninder, da hun er maget urolig over om der sker mig noget osv.. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre og jeg er godt træt af det! håber du kan komme med nogle råd. :)
 
15.05.2010
Sv: fester/overnatninget
Hej
Det er ikke altid nemt at være 15 år, hverken når man er dansk eller som du, pige, araber og muslim.
Der er mange, også danske piger, der har det som du og i bund og grund handler det jo om, at dine forældre vil passe bedst muligt på dig. Det er jo i sig selv dejligt, men jeg kan godt forstå, at du synes det er irriterende.
En del af problematikken hænger måske sammen med din arabiske baggrund og jeres kultur og i forhold til den del er det rigtig svært for mig at skulle råde dig. Jeg ved simpelthen for lidt, men jeg vil gerne fortælle, hvad jeg tænker du måske kan gøre.
Du skriver, at din mor godt ved, at du ikke drikker osv og det er et rigtig godt udgangspunkt. Din mors usikkerhed hænger så måske sammen med, at hun ikke kender dine venners familie, altså især deres forældre. Hvis det er muligt, tænker jeg, at det kunne være en ide, hvis hun talte med dine veninders forældre og kunne forsikre sig om, at de selvfølgelig 'holder øje' med jer og passer på jer.
Jeg gætter på, at du stadig går i skole og tænker også på om der evt. er en lærer, du kunne bede hjælpe dig med at 'overbevise' din mor om, at også de andres forældre er bekymrede og selvfølgelig vil passe på jer og at dine ønsker er ganske naturlige for en pige på 15.
Det er svært, også for nogle danske forældre, gradvist at skulle give slip på deres teenagere og det hjælper ofte at forældrene taler sammen. De kan give hinanden gode råd og fortælle om hinandens gode erfaringer. Desværre er det jo tit de' dårlige historier' om unge, der er mest fokus på, selvom der er allerflest 'gode historier'.
Mht din arabiske baggrund, så tænker jeg på, om du / I kender andre arabiske familier med en lidt anden holdning end din mors. Er der evt. nogle af dem du kan få hjælp hos?
Hvis ikke du kan bruge nogle af mine forslag, så er mit sidste råd, at du skal blive ved med at vise, at dine forældre kan stole på dig og så kan vi håbe, at de til sidst 'vover' at give dig lidt mere frihed.
Held og lykke
Benthe
 
27.04.2010  
Hvad skal jeg gøre ?
Hej
jeg er en pige på 16 år, som ikke har bod hjemme de siddet mange år. Jeg har ikke det helt store forhold til mine forældre da de aldrig kontakter mig og følger mig svigtede af dem. Derfor kunne rigtig godt tænke mig at få flyttede mig adresse det hen hvor jeg bor lige nu. For et år sidden skrev jeg et brev til mine forældre om hvordan jeg havde det og at jeg meget gerne ville ha min adresse hen hvor jeg bor så jeg kunne få et værelse og et liv som jeg ikke har haft de siddet 5 år. Man en aften hvor jeg var sammen med en veninde kom min far og hentede mig og de ville til at være forældre igen, jeg tænke det var fint nok da jeg mangler mine forælder i min hverdag og alle mennesker kan fejle. Jeg blev lovede et værelse og at det hele nok skulle komme til at køre igen. Men nu et år efter har jeg stadig ikke fået et værelse og det hele er som for 2 år sidden, nu ville jeg så gerne ha min adresse med igen men den her gang kan jeg ikke give den flere chancer for bliver nød til at få styr på mig eget liv og ikke tænke på dem mere.
men hvad skal jeg gøre for at mine forældre pakker den stolthed væk og lad mig komme videre i mit inden jeg bliver 18 og skal til at klare mig selv ?
 
03.05.2010
Sv: hvad skal jeg gøre ?
Hej 'du på 16år'

Det lyder ikke som om, det har været nemt at være dig de sidste par. Alle børn, også teenagere har brug for deres forældre og vil selvfølgelig gerne have noget opbakning og hjælp hjemmefra.
Jeg kan forstå på dig, at du har haft en lang periode, hvor du ikke har boet hjemme og jeg er da lidt imponeret over, at du har klaret dig...men jeg er nu også lidt bekymret. Det lyder som om, forholdene hjemme hos dine forældre ikke er blevet ændret og at det er derfor, du igen vælger at bo et andet sted. Det lyder også som om du er fast besluttet, men alligevel ønsker en afklaring i forhold til dine forældre og at du selvfølgelig helst så, at dine forældre bakker op om din beslutning og støtter dig på den måde. Det kan jeg rigtig godt forstå at du ønsker, men sådan er det åbenbart ikke.
Det jeg vil råde dig til at gøre, er at henvende dig hos Familiecentret, som her i Holbæk Kommune ligger i Kanalstræde 2 ( I andre kommuner kaldes det ofte Socialcentret). Her skal du forklare, i korte træk, hvad det handler om og fortælle, at du gerne vil tale med en sagsbehandler. Når man er under 18 år er det jo som regel familien, der sørger for en eller hjælper, men når man som dig ikke kan bo hjemme og få det til at fungere, så har man ret til at få noget hjælp fra kommunen. Du vil selvfølgelig blive spurgt om en masse forskelligt, så man kan finde ud af hvordan du bedst kan hjælpes og måske vil din familie også blive kontaktet. Det kan godt være lidt svært, at skulle sidde og fortælle om sine problemer til en fremmed, men i den sidste ende handler det dog om, at du skal have noget hjælp til at komme videre og for at du kan få den bedst mulige hjælp, er man nødt til at vide så meget som muligt. Det handler jo ikke kun om at du skal have et stede at bo. Måske skal der også laves en plan for, hvordan du bedst muligt kan komme til at klare dig selv fremover, selvom du jo ikke er særlig gammel.

Det var mit råd lige her og nu, som jeg selvfølgelig håber du kan bruge... :-)

Mange hilsner
Benthe
 
24.04.2010  
Hej
Hej ;/
jeg har nogen spørgsmål ... Jeg er en pige på 14 år, jeg er lidt af et rode hoved , hver gang jeg har tabt noget eller andet , så tager jeg det ikke op. Jeg tænker bare at det tager jeg senere! jeg får altid skæld ud over det ene og andet!
hvorfor gør jeg det bare ikke (rydder op) ?
kan det være noget som er fuldt med barndommen?
kan det være på den måde vi bor ?
kan det være mine forældre?
kan det være fordi jeg ikke har respekt for mine forældre ?
knus
 
25.04.2010
Sv: hej
Hej til dig,der roder
Jeg kender mange, der har det ligesom dig og nemt bliver overmandet af rod. Jeg ved sørme ikke hvorfor du ikke rydder op,men jeg kan fornemme at du selv er lidt irriteret over det. Jeg vil derfor foreslå, at du beslutter dig for at PRØVE på at gøre det med det samme. Der er ligesom ikke meget andet at gøre og nogle gange hjælper det, hvis man virkelig beslutter sig for at lave om på noget. Ligegyldig hvad, så er det jo i sidste ende dig selv, der bestemmer om du vil rode eller ryde op.

Mange hilsner
Benthe
 
23.04.2010  
Min lillesøster forsøgte seovm
Hej.. jeg er en dreng på 16 år.. jeg har en lillesøster på 15 år. For 3 uger siden forsøgte hun selvmord, og jeg har haft det rigtig svært ved det. Har snakket meget med vores forældre om det men tænker hele tiden på den aften. Jeg kom hjem og mine forældre var ude og spise, jeg fandt min lillesøster bevidstløs på hendes send hun havde spist omkring 50 piller. Jeg blev rigtig rigtig bange, men hun kom med det samme på sygehuset og har det også godt idag. Men det hele sidder stadig i mit hoved. Hun har haft depressioner og ved overhovedet ikke hvordan jeg skal forholde mig til noget som helst af det. Håber du har et godt råd. Hilsen den fortvivlede dreng mark.
 
25.04.2010
Sv: min lillesøster forsøgte s
Hej Mark
Jeg kan sandelig godt forstå,at du har svært ved at forholde dig til nogetsomhelst. Det er en grim oplevelse du har haft og selvom din søster kom på sygehuset i tide og har det godt i dag, så er det ikke sådan en oplevelse man slipper lige med det samme. Det er helt naturligt, at tankerne stadig sidder i dit hoved.
Nu ved jeg ikke, om du bor her i Holbæk Kommune,men hvis du gør, så vil jeg foreslå, at du eller dine forældre ringer til det der hedder Åben rådgivning på tlf. 72363638. Her skal I forklare hvad det handler om og spørge om ikke du kan få et par samtaler med en psykolog. Jeg tænker nemlig, at du har brug for at snakke dine mange tanker igennem med professionel, så du kan bearbejdet oplevelsen. Jeg er sikker på, at et par få smataler vil være en god hjælp
Hvis ikke du kan få hjælp herigennem, så er der også den mulighed, at du(eller dine forældre) kan henvende dig til din egen læge og få ham til at henvise dig til en psykolog.
Håber du får lidt hjælp til dine tanker og ellers så skriv igen.
Mange hilsner
Benthe
 
14.04.2010  
Min far drikker
Heej jeg er en pige på 16 år jeg har en far der drikker, han passer stadig sit arbejde men når han kommer hjem kører han ned og drikker og jeg er ikke så glad for at være hjemme når han har drukket for man ved aldrig hvad humør han er i. Det sker tit at jeg kommer op og skændes med ham når han har drukket fordi han siger til mig at jeg gør alting forkert og så bliver jeg rigtig ked af det og jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre??
 
14.04.2010
Sv: min far drikker
Hej med dig.
Hvis du kommer fra Holbæk kommune, kan du benytte dig af det tilbud vi har om at komme i vores Ungegruppen som mødes hver onsdag kl. 18-20.30 på Ungdomsskolen. Du kan læse mere om holdet på lystavlen.dk under Ungdomsskolen og holdet Ungegruppen.
Her er du velkommen til at melde dig og dukke op, på det hold sidder andre unge som har det ligsom dig.
Jeg håber at du har lyst til at deltage, for du kan godt nå det.
Hvis du kommer udefra kommunen, så skriv ind til mig igen, så giver jeg dig et andet råd!
Pia
 
08.04.2010  
Hjælp
Jeg bor i pleje hos min farbror det er rigtig godt
ingen problemer.'
men vil gerne hjem og bo tror du han bliver sur hvis jeg siger det?
 
14.04.2010
Sv: hjælp
Hej med dig.
Hvor gammel er du? Jeg tænker på at du på et tidspunkt bliver myndig, og derfor selv kan bestemme. Hvor lang tid er der til det?
Jeg tror ikke at din farbror vil blive sur, måske lidt overrasket. Kan du ikke snakke med ham om at du "savner" dem derhjemme og på den måde høre hans holdning til dine overvejelser? Du kunne jo gøre det uden at nævne at du overvejer at flytte.
Husk på at du med ærlighed kommer længst.
Håber at det hjalp
Pia
 
  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  


Senest opdateret 03.03.2017 13:13 af BEI