Gå til sideindhold
QueensCup i Holbæk 2020
I samarbejde med DBU Sjælland arrangeres der pigestævner for nye pigehold, så alle får prøvet kræfter med at spille kampe. I Holbæk har vi haft et udendørs i september og et indendørs i november.
Pigefodbold i HB&I
Pigerne skal også have mulighed for at spille fodbold, og vi fokuserer på både træning, kampe og sociale aktiviteter. Pigefodbold i HB&I er et samarbejde ml. HB&I, Stenhus Sports College, UngHolbæk og DIF get2sport.
DIF get2fodboldskole 2020
I sommerferien 2020 afholdt vi en uges get2fodboldskole i samarbejde ml. DIF, HB&I, UngHolbæk, SSP og DBU. 85 fodboldglade børn deltog, heraf børn fra vores satellittræning i boligområderne. Boligminister Kaare Dybvad og Holbæks Borgmester besøgte os.
Uddeling af bolde under COVID-19 nedlukning
Eftersom al aktivitet lukkede ned i foråret, uddelte vi fodbolde til alle de børn, som plejer at deltage i vores satellittræning i både Ladegårdsparken og Vangkvarteret. Der blev lagt træningsvideoer op på Facebook, som børnene så kunne træne efter.
Nyt pigehold i HB&I 2020
HB&I har startet pigefodbold op i samarbejde med Stenhus Sports College. Det betyder at vi kan tilbyde foreningsfodbold til de piger, som normalt dukker op til vores satellittræning i boligområderne.
Skumbold i Ladegårdsparken 2020
Skumfodbold i Aktivitetshuset hver tirsdag i samarbejde med HB&I og det boligsociale team Ladegårdsparken. De mindste børn deltager sammen med deres forældre.
UH get2sport turnering 2020
UngHolbæk get2sport fodboldturnering i samarbejde med UngHolbæks klubpersonale, SSP og HB&I. Unge fra kommunen spillede mod hinanden og mod ansatte, således at vi alle mødtes om et fælles tredje hele dagen.
Sociale aktiviteter med pigehold
Det sociale er en vigtig del af pigernes motivation for at spille fodbold. Derfor arrangerer vi jævnligt socialt samvær udenfor fodboldbanen. Eksempelvis fællesspisning efter træning eller som på fotos; en tur i bowlinghallen med U18-piger og trænere.
UEFA-pris til DIF get2sport 2019
UEFA overrakte Foundation of Children Award 2019 til DIF get2sport - for arbejdet med børn og unges muligheder for at blive en aktiv del af foreningslivet. Vores U18 pigetrænere var med inde og se prisoverrækkelsen under landskamp.
Turnering i efterårsferien 2019
I efterårsferien 2019 afholdt vi indendørs fodboldturnering i Sportsbyen for vores satellithold, der normalt træner ugentligt i boligområderne. De nyopstartede U17-piger spillede også med.
PigeCup i Albertslund 2019
DIF get2sport inviterede til PigeCup i Albertslund, hvor piger fra forskellige get2sport-klubber spillede mod hinanden. Vores Holbæk-piger klarede det super godt og havde en hyggelig dag.
Fodbold i Agervang 2019
Ugentlig fodbold på Multibanen i Agervang fra forår til efterår 2019. Træningen foregår i samarbejde med det boligsociale team i Vangkvarteret, og trænerne er fra HB&I, ungdomsklubben og det boligsociale team. Træningen starter igen til april 2020...
Pigefodbold i HB&I 2019
I sensommeren 2019 startede HB&I igen pigehold op i klubben, således at både mindre og større piger nu kan træne i foreningsregi. Det hele startede med en forespørgsel fra pigerne selv.
Pigeraketten i Sportsbyen 2019
Pigeraketten besøgte Sportsbyen i september 2019 via HB&I og Stenhus Fodbold College. Pigerne blev introduceret til fodbolden gennem sjove aktiviteter, og straks efter blev der opstartet pigehold i HB&I, så fodboldglæden kan leve videre hos pigerne.
7'eren 2019
UngHolbæk afholdt aktivitetsdag for alle kommunens 7. klasser, som blev præsenteret for forskellige sportsforeninger og rystet godt sammen. Asger fra Holbæk B&I deltog sammen med UngHolbæk.
DIF get2fodboldskole 2019
I sommerferien 2019 afholdt vi en uges get2fodboldskole i samarbejde ml. DIF, UngHolbæk, HB&I og DBU. 70 fodboldglade børn deltog, hvoraf over halvdelen var børn fra vores satellittræning i boligområderne, som endnu ikke går til fodbold i foreningsregi.
Skumbold i Ladegårdsparken 2019
Ugentlig skumfodbold i Ladegårdsparkens aktivitetshus året rundt, hvor børn og forældre sammen kan træne fodbold/motorik via leg og øvelser. Trænere er Asger (get2sport-træner i HB&I) og medarbejdere fra ungdomsklubber. Det boligsociale team på sidelinje.
SKVULP 2019
På årets SKVULP havne-kultur-festival var der mulighed for at deltage i drop-in fodboldturnering, som forløb over to hele dage. Dommerne var skiftevis fra UngHolbæk, HB&I og det boligsociale team i Vangkvarteret. Alle var velkomne, og mange var forbi.
Ungdoms-get2sport i Parken 2018
DIF get2sport inviterede "ungdommens get2sport" i Parken til workshop om frivillighed med andre unge - og efterfølgende fodboldkamp.
Fodbold i Agervang 2018
Ugentlig fodbold på Multibanen i Agervang fra forår til efterår 2018. Træningen foregår i samarbejde med det boligsociale team i Vangkvarteret, og trænerne er fra både HB&I og ungdomsklubben 4300 Agervang. Træningen starter igen til april 2019...
Fodbold i Ladegårdsparken 2018
I efterårsferien 2018 afholdt vi fodbolddag i Ladegårdsparken i samarbejde med det boligsociale team, SSP og ungdomsklubben LD Klubben. Der var streetfodbold for de større, skumfodbold for de yngre, kaffe til forældre og kage til alle.
Fodboldskole 2018
4-dages fodboldskole i sommerferien 2018 (uge 31), som blev afholdt på HB&Is baner, på Multibanen i Agervang og på Filmtorvet. Fodboldskolen var i samarbejde med SSP, ungdomsklubber, HB&I-træner og det boligsociale team i Vangkvarteret.


Senest opdateret 30.11.2020 11:06 af MABIR
Apricore logo