Velkommen til Borgermøde om HOLBÆK SOM HAVHØSTKOMMUNE, 24. juni 2025, kl. 17 - 19 hos Kystliv Holbæk
Holbæk kommune har indgået en treårig aftale i perioden 2025 - 2027 med foreningen Havhøst, som indebærer flere forskellige initiativer, der alle har fokus på Isefjordens ve og vel.
Du kan læse mere om konceptet her på siden og vi vil med tiden skabe mulighed for, at alle kan følge projektet on air.
En Havhøst-kommune drager fordel af sin kystlinje, og arbejder konkret med flere af FN’s verdensmål i løsningen af en række kommunale kerneopgaver. Det sker ved at invitere sine borgere til at tage aktivt del i den blå del af den grønne omstilling med udgangspunkt i
regenerativ dyrkning i havet*.
*”Regenerativ dyrkning i havet” er kultivering af tang, østers og muslinger, der deler den fantastiske egenskab, at mens de vokser og forvandler sig til mad til mennesker, er de aktivt med til at øge biodiversitet, optage næringsstoffer og genetablere liv under overfladen.
Havhøst-kommunen indgår et samarbejde med Havhøst om at nå en række mål, der defineres i fællesskab ved samarbejdets opstart. Havhøst forpligter sig på at vejlede og drive processen frem hen over en treårig periode. Målene findes inden for områderne:
Kultur og Fritid: Aktivt foreningsliv i maritime nyttehaver og formidling bredt til borgerne.
Kommunen sætter sig for at understøtte etablering af en eller flere lokale maritime nyttehave-foreninger med dyrkning af regenerative afgrøder. Derudover formidles der bredt til byens borgere på en årlig lokal begivenhed.
Havhøst har i en årrække ageret fødselshjælper på opstart af foreninger og andre former for fællesskaber og kender det meste til muligheder og begrænsninger i forhold til den praktiske dyrkning, ansøgninger til myndigheder, privat og offentlig fundraising, sikkerhed etc.
Havhøst driver allerede et netværk med tusindvis af privatpersoner, virksomheder og lokale foreninger, der kan inspirere og tilføre viden til lokale ildsjæle andre steder i landet.
Siden 2019 har Havhøst sammen med sine medlemsforeninger i hele landet stået bag lokale events, hvor de lokale initiativer bliver del af et større fællesskab.
Børn og Unge: Undervisning i regenerativ fødevareproduktion til havs.
Kommunen gør det muligt for lokale skoler at vælge undervisning i kultivering af regenerative afgrøder til havs som eksternt læringstilbud.
Havhøst er allerede aktiv 20 steder i landet med undervisningsaktiviteter, hvor vi arbejder tæt sammen med eksisterende lokale formidlingsinstitutioner – ikke mindst omkring det naturvidenskabeligt funderede undervisningsprogram ”Haven i havet”, der er målrettet folkeskolens afgangsklasser og støttet af Novo Nordisk Fonden.
Havhøst lægger op til en årlig uddannelsesdag for kommunens formidlere, hvor de klædes på til at bruge Haven i havet undervisningsprogrammet. Herudover er Havhøst til rådighed for sparring med formidlerne i hele perioden.
Erhvervsudvikling: Lokal foretagsomhed og bæredygtigt iværksætteri.
Kommunen støtter op om lokale iværksættere, fiskere og andre, der ønsker at etablere kommercielle initiativer baseret på den regenerative
havdyrkning.
Det kan eksempelvis være lokale kystfiskere, der kan få en ny indtjeningskilde ved at etablere små, regenerative havmarker. Eller det kan være en ny, mindre virksomhed på havnen, hvor afgrøderne kan tørres, fermenteres og forarbejdes - eller hvor de forvandler sig til saucer, fonder, kvalitetskonserves eller noget helt fjerde.
Havhøst er i gang med at skabe en overgang for danske kystfiskere, der ønsker at blive på havet, men som skal finde noget at supplere deres fiskeri med. De første fiskere har allerede taget hul på tangdyrkningen – og mange flere står på spring. Et helt nyt erhverv er ved at se dagens lys, og Havhøst-kommunen kan være aktivt med i denne blå omstilling.
Havhøst-kommuner profileres på Havhøsts hjemmeside og i Havhøsts øvrige kommunikationskanaler.
Både kommunen og Havhøst arbejder som udgangspunkt indenfor alle tre indsatsområder med mindre andet aftales.
Mål og aktiviteter evalueres og justeres løbende i perioden.